Verdens Skove arbejder for oprindelige folks og lokalbefolkningens rettigheder
Oprindelige folk er dem, der er bedst til at passe på verdens skove. Omkring fire procent af jordens befolkning betegnes som oprindelige folk, og 80 procent af den landlevende biodiversitet er afhængige af deres områder.
Mange oprindelige folk har dog ikke den juridiske ret til deres territorier, og selv når de har, smider myndighederne ikke altid ulovlige indtrængende ud eller respekterer de oprindelige folks ret til selvbestemmelse i deres områder. Mange oprindelige folk bliver truet, chikaneret eller myrdet, når de kæmper imod rovdrift på deres områder.
Verdens Skove arbejder både juridisk og praktisk for oprindelige folks rettigheder og forbedrede levevilkår. Det gælder især retten til selvbestemmelse over deres kollektive territorier, da det er den mest effektive måde at bevare store skovområder på. Vi samarbejder også med oprindelige folks organisationer og lokalsamfund om for eksempel skovmonitorering. Her stiller vi os til rådighed med træning og udstyr, eksempelvis droner, satellitbilleder, brandslukningsudstyr og transport, så de kan forbedre deres indsats med at forebygge og standse ulovlig skovrydning og skovbrande. Samtidig understøtter vi udvikling af en bæredygtig produktion og bedre indtjening for eksempelvis kaffe, honning, kakao og træprodukter fra de skove, hvor de bor, for at styrke deres livsgrundlag.
Fra regnskoven i Mellem- og Sydamerika til de tropiske skove i Afrika
Oprindelige folk
I Mellem- og Sydamerika har oprindelige folk rettigheder der giver dem selvbestemmelse og kollektivt ejerskab over deres områder. Oprindelige folk er på verdensplan dem, der generelt er bedst til at passe på naturen.
Lokale samfund
Flere steder i Latinamerika og Afrika arbejder vi sammen med andre lokale samfund, som lever i og af skovene. Det er ikke muligt at bevare skovene uden dette samarbejde, som kan sikre en varig forandring i ofte skrøbelige samfund.
Vores arbejde med oprindelige folk i Mellem- og Sydamerika
Bolivia
Beskyttelsen af Bolivias oprindelige folks rettigheder er særlig vigtig, fordi de største skovområder er i de oprindelige folks territorier. I Bolivia er oprindelige folks rettigheder sikret ved lov, men ofte bliver de ikke håndhævet af myndighederne. Derfor arbejder Verdens Skove sammen med vores partnerorganisation, CEJIS, om at sikre oprindelige folks rettigheder i Bolivia, herunder at få anerkendt deres territorier og menneskerettigheder. Verdens Skove støtter Chiquitano- og Movima-folkene med at skabe bæredygtig skovforvaltning, miljøovervågning af skove, samt at uddanne unge klimaforkæmpere for at tage ejerskab og dyrke skovens bæredygtige, kommercielle værdi.
Honduras
Verdens Skove er bl.a. en del af et projekt, hvor unge fra Miskito-territorierne i det østlige Honduras, hvor Verdens Skove arbejder, har lært at bruge teknologi til at fremme deres kommunikation og samarbejde på tværs af territorierne. Indsatsen giver de unge mulighed og færdigheder til at møde og kommunikere med andre unge, politikere og andre stakeholders i et område, hvor kommunikation og transport ellers er en udfordring. Dette øger deres deltagelse i de demokratiske processer, som sætter rammerne og prioriteterne for udviklingen af deres region.
Panama
Oprindelige folk udgør godt 15% af landets befolkning, men er stort set ikke repræsenteret i landets parlament. Verdens Skove satte i 2023 ind for at støtte Embera-Wounaan- og Guna-folkene, som vi i forvejen havde et samarbejde med. Det er sket ved blandt andet at støtte deres organisering, rettighedstræning, skovmonitorering og ikke mindst etableringen af den såkaldte Diammayala-alliance, som består af embera-wounaan-folk fra territorierne Ẽjuä So, Ella Drua og Ella Puru, og Guna-folk fra Gunayalaterritoriet samt småbønder fra Mamoní-dalen.
Nicaragua
Verdens Skove har arbejdet i Nicaragua siden 1997. Her har vi arbejdet med miljøbevidstgørelse samt udviklingen af skovforvaltning, skovlandbrug og bæredygtig turisme. Vi støtter oprindelige folk i at forsvare deres skovrige territorier og kollektive rettigheder, og civilsamfund i at støtte bevarelsen af skovene.
Vores fokus er koncentreret omkring den centrale zone af Bosawás Biosphere Reserve i den nordlige del af landet samt i skove i det sydøstlige Nicaragua.
Vores arbejde med lokalbefolkningen i Etiopien og Uganda
Etiopien
I Etiopien hjælper vi bønder og kooperativer med at dyrke skovlandbrug i bufferzoner rundt om skovene samt i korridorer, der forbinder skovene og deres dyr med hinanden. Skovlandbrug er ikke i sig selv egentlig skov, men det er en af de mest bæredygtige former for jordbrug, som adresserer mange bønders udfordringer herunder erodering og udpining af jorden. Derudover fokuserer vores modeller altid på at dyrke flere slags afgrøder imellem hinanden, så bonden er bedre rustet over for dårlige høstsæsoner for de enkelte afgrøder og klimaforandringer.
Uganda
Verdens Skove samarbejder med vores partnere, der hjælper bønder og kooperativer med at dyrke skovlandbrug i bufferzoner rundt om skovene samt i korridorer, der forbinder skovene og deres dyr med hinanden. Det langsigtede mål er at binde Kibale-nationalparken, Itwara Central Forest Reserve og Matiri Central Forest Reserve sammen med korridorer, hvor trædækket øges og flere dyr bedre kan bevæge sig mellem skovene. Hvor bønderne tidligere primært dyrkede mad til dem selv, skal de nu arbejde sammen i kooperativer og bliver uddannet i at forhandle en samlet og bedre pris for deres afgrøder.
Når du støtter Verdens Skoves støtter du oprindelige folk
Oprindelige folk er dem, der er bedst til at passe på verdens skove og når du støtter Verdens Skove, støtter du også deres rettigheder og monitoring af skovene.
Din støtte giver en stærkt tiltrængt hånd til skovenes tusindvis af dyre- og plantearter, som vi gerne vil passe på.
Med din støtte er du er med til at forsvare de tropiske skove i Latinamerika og Afrika, samtidig med at du også støtter vores arbejde for mere vild dansk skovnatur.
Artikler om oprindelige folk
Få nyheder fra skoven
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.