Soja

Sojabønner kommer fra sojaplanten, der er en bælgplante i ærteblomstfamilien. Planten er varmekrævende og frostfølsom og dyrkes hovedsageligt i Argentina, Brasilien, USA og Kina. Sojabønnen indeholder op mod 40 procent protein og har en aminosyresammensætning, som meget ligner det, der findes i animalsk protein – altså det protein, som findes i kød. Derfor er sojabønnen en eftertragtet proteinkilde. Sojabønnen bruges i store dele af verden som føde til både mennesker og dyr – dog er det kun 25 procent, der går til menneskeføde, da 75 procent af al verdens dyrkede soja går til dyrefoder. I Danmark er sojaen, når det gælder menneskeføde, mest udbredt som forarbejdede produkter som tofu, sojamælk og sojasauce. Nogen kender måske også til de grønne edamamebønner, der er en art af sojabønner, som spises rå og umodne og primært kan købes på frost i danske supermarkeder. De sojabønner, der bruges i produktionen af dyrefoder, er færdigmodnede og lysebrune. Danmark importerer langt mere soja til dyrefoder end til menneskeføde. 53 procent af den soja, vi importerer, går til svin.

Sojadyrkning er en af de største årsager til skovfældning i dag. Sojaproducenterne i Sydamerika rydder skovarealer, som er levesteder for et utal af arter og som er uundværlige for økosystemernes balance og klimaet. Samtidig overtræder sojaproducenterne oprindelige folks rettigheder i Sydamerika ved at ødelægge deres territorier. Verdens Skove arbejder med at sikre oprindelige og lokale folks rettigheder, så de har mulighed for at passe på skoven, der, hvor de bor, for det er dokumenteret, at den bedste indsats mod skovrydning på globalt plan er at sikre og opretholdelse af oprindelige folks territorier.

Ud over denne målrettede indsats arbejder vi generelt på at lette det pres, der er på verdens skove. Dette pres kommer ofte som følge af den vestlige verdens efterspørgsel og forbrug – som eksempelvis fra efterspørgslen på kød, og dermed på soja, som bruges i dyrefoder. Vi laver denne kampagne for at lægge pres på Danish Crown, Danmarks største producent af svinekød og en af de største aktører i verden. Vi mener, at Danish Crown bør tage ansvar for at den soja, som benyttes i dens varekæder, ikke har forårsaget skovrydning.

Afskovning af arealer, der skal bruges som sojaplantager, sker konstant. Hen over sommeren 2019 tog afskovningen til, og et rekordhøjt antal skovbrande hærgede i Sydamerika. Brandene var blandt andet blevet antændt af sojabønder for at udvide deres arealer til sojadyrkningen som følge af en voksende global efterspørgsel på kød fra dyr, som fodres med soja. De mange brande gjorde det vigtigere end nogensinde at sætte fokus på sojadyrkningens fatale konsekvenser for natur, miljø, klima, dyr og mennesker.

Der er flere aspekter ved soja, der gør den problematisk:

(1) Soja dyrkes i tropiske områder som Sydamerika, hvor skove bliver fældet og brændt af til fordel for at producere kvæg- og sojamarker. Sojaen dyrkes ofte, hvor der tidligere var skov, fordi denne jord er “gratis” for bønderne at indtage. Samtidig er jorden rig på næringsstoffer i de første tre-fire år efter, at skoven er brændt af. Herefter bliver jorden udpint og ofte hårdt som sten, medmindre der konstant tilføres kunstgødning, og bønderne rykker videre ind i skoven. Sojaproduktion er derfor en af de største drivkræfter bag skovrydning.

(2) Soja bruges i stigende grad til dyrefoder til produktionsdyr. Det er ikke en effektiv udnyttelse af det protein, der er i sojabønnerne, da et produktionsdyr skal spise meget foder, og dermed meget soja, før dyret slagtes og bliver til kød, som mennesker spiser. Det vil sige, at det kræver enorme arealer at dyrke nok soja til dyrefoder, for at vi kan tilfredsstille det store kødforbrug, som vi har i dag. Dyrene spiser gennem dens liv rigtig mange gange sin egen vægt i foder, og kødproduktionen kræver derfor rigtig mange ressourcer.

Ja, det gør vi desværre. Via offentligt tilgængelig information om eksport og import af soja kan vi se, at noget af den soja, der kommer fra regioner, hvor der nyligt er blevet påvist overtrædelse af menneskerettigheder, ulovlig skovhugst og skovbrande, bliver eksporteret direkte til Danmark.

Der findes en række mærkningsordninger for soja, som alle har til hensigt at gøre sojadyrkningen mere bæredygtig. ProTerra og RTRS er to mærkningsordninger, som danske importørere kan gøre brug af, når de køber soja. ProTerra certificerer segregeret soja – det vil sige soja, der holdes fysisk adskilt fra ikke-certificeret soja – fra arealer, der ikke er blevet afskovet siden 2004. Gennem RTRS kan man købe segregeret soja, men mest af alt er RTRS-certificeringens soja dækket af såkaldte kreditter. Det vil sige, at man ved at købe RTRS-mærket soja støtter sojabønder, der dyrker soja på arealer, der ikke er blevet ryddet efter 2016, men at den soja, man modtager fysisk, sagtens kan være konventionelt dyrket.

ProTerra er den certificeringsordning med den bedste afskovningsdato, men både RTRS og ProTerra har nogle fejl og mangler på andre punkter i deres certificeringer. Ikke desto mindre er certificeret soja – især ProTerra-certificeret soja – et vigtigt skridt på vejen for at sikre sig mod, at den købte soja ikke kommer fra et nyligt afskovet område.

Ja, det gør det! Danmark har – på trods af landets lille størrelse – en enormt stor landbrugs- og især dyreproduktion. Mere end 60 procent af det danske land er dækket af landbrug. 80 procent af landbruget bruges til dyrehold – enten til græssende dyr eller til at producere foder til dyrene Derudover importerer vi over 1,7 mio. tons soja om året. Det kræver mindst et område på størrelse med Sjælland, Falster og Bornholm at dyrke så meget soja, som vi importerer. Danmarks import udgør fem procent af den samlede europæiske import. Danmark producerer over 30 millioner svin om året og eksporterer svin til store dele af verden. Derfor har den danske landbrugsindustri et stort ansvar, både for hvilken effekt, Danmarks forbrug og andre landes varekæder har af påvirkning på de tropiske skove i Sydamerika.

Dertil kommer, at vi i Danmark har et meget højt kødforbrug per indbygger. Det vil derfor også kunne gøre en stor forskel, hvis vi i Danmark ændrer vores spisevaner. Vi kan i Danmark være med til at sætte et eksempel for, hvordan man kan tage ansvar for sin egen import og sikre sig, at man ikke forårsager afskovning og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder.

Det danske klima giver ikke særlig gode betingelser for at dyrke sojabønner, som er meget varmekrævende. Der forskes lige nu i rødkløvergræs og hestebønner dyrket i Danmark som en alternativ type af proteinholdigt dyrefoder. Det er dog stadig billigere at importere soja fra Sydamerika end at dyrke alternative proteinkilder i Danmark, så derfor vælger landbrugsindustrien stadig at importere soja.

Dertil kommer, at vi, hvis vi flyttede hele produktionen af afgrøder til dyrefoder hjem til Danmark, ville risikere at skulle flytte en allerede eksisterende produktion af en anden afgrøde ud af Danmark. Og hvor ville denne afgrøde så skulle dyrkes? Det er en forskydningseffekt, vi altid skal regne med i arealanvendelsesspørgsmålet. Den produktion, vi potentielt ville skulle flytte ud af landet, er måske mindre effektiv andre steder, og vil i så fald kræve endnu større arealer. Vi ville også kunne risikere at skubbe produktionen af et andet produkt ud i junglen – altså at vi så eksempelvis måtte begynde at importere korn fra Sydamerika, som vi førhen selv kunne dyrke herhjemme. Og så er vi jo lige vidt. Den samme problematik gør sig gældende for andre lande i Europa.

Vi må derfor, som det ser ud lige nu, først og fremmest tænke på, hvordan vi kan importere ansvarligt producerede produkter – eller hvordan vi kan skabe et mindre behov, så der skal produceres mindre. Det kan vi eksempelvis, hvis vi nedsætter vores kødforbrug og spiser mere plantebaseret mad.

Der findes ikke mange svin i Danmark, der ikke har fået en eller anden mængde soja i deres foder. Og det er praktisk talt umuligt som forbruger at vide, hvilke svin, der har spist certificeret soja, og hvilke, der har spist ikke-certificeret soja. Lige nu er dyre- og kødproducenter nemlig ikke forpligtet til at angive, hvad deres dyr er blevet fodret med. Derfor er det umuligt for forbrugeren at gennemskue, hvilket kød, man eventuelt skal gå udenom. Verdens Skove mener, at det burde være kødproducenternes pligt at informere om, hvad dyrene er fodret med, så forbrugerne selv kan træffe valget om, hvilken form for produktion, man vil støtte.

Nej, det er de faktisk ikke. Derudover er det heller ikke lige så problematisk, når mennesker indtager soja-produkter som sojabønner, tofu, sojadrik eller sojaholdige alternativer til kødprodukter, som når dyr skal spise soja. Det er det ikke af følgende årsager:

– Ved at mennesker spiser sojaen direkte i stedet for at spise kødet af et dyr, der er fodret med soja, sparer man enorme ressourcer i og med, at sojaen ikke først har skullet opfede et voksende dyr. Ved hvert led i fødevarekæden kræves der store mængder ressourcer. Den krævende proces, det er at opfostre en gris fra grisling til slagtesvin bruger energi, og det kræver gennemsnitligt 4 kilo plantefoder pr. kilo produceret svinekød.

– Den soja, der bruges direkte i produkter til menneskeføde, dyrkes som oftest i Europa, hvorimod soja, der bruges til foder, kommer fra Sydamerika.

Som forbruger er der ikke mange alternativer til Danish Crowns produkter i supermarkederne, hvis man vil købe svinekød. Netop derfor er det så vigtigt at fortælle Danish Crown, at det er deres ansvar at sikre bæredygtige varekæder. Som forbruger kan du gøre en eller flere af følgende:

– Skrive under på Verdens Skoves brev til Danish Crown.

– Bede dit lokale supermarked om at stille krav til Danish Crown, som er deres leverandør af svinekød.

– Skære ned på dit forbrug af svinekød.

Dit lokale supermarked er det allersidste led i varekæden af svinekød før du, forbrugeren, køber kødet med hjem. Danish Crown er den største leverandør af svinekød til danske supermarkeder. Derfor kan du bede supermarkederne om at stille krav til Danish Crown. Supermarkederne kan kræve af Danish Crown, at de tager et skridt i den rigtige retning ved at kræve certificeret soja i deres varekæder og/eller at alle underleverandører skal underskrive Cerradomanifestet og Sojamoratoriet. De danske supermarkedskæder er alle med i Dansk Initiativ for Ansvarlig Handels såkaldte Alliance for Ansvarlig Soja. Spørg dit supermarked, hvad de specifikt vil gøre for at sikre sig ansvarlig soja i forsyningskæderne for deres kødprodukter i fremtiden.

Som Danmarks suverænt største leverandør af svinekød og en af verdens største eksportører af svin har Danish Crown et kæmpe ansvar og en enestående mulighed for at præge udviklingen i en bæredygtig retning.

Så længe Danish Crown ikke kan spore sojaen i deres forsyningskæde hele vejen tilbage til sojabonden, kan de ikke sige sig fri for at modtage soja, der har forårsaget afskovning. Det vil sige, at de er skyld i, at der importeres soja, der har medvirket til skovrydning, skovbrande og overtrædelse af oprindelige folks rettigheder.

Danish Crown er en dansk baseret global fødevarevirksomhed og slagteri som primært sælger svinekød, men også oksekød. Danish Crown er en af Europas største modtagere af svin og en af verdens største eksportører af svineprodukter. Danish Crown ejes af omkring 9.000 landmænd, som samtidig producerer og leverer mange millioner svin hvert år. 90 procent af Danish Crowns svinekød eksporteres til over 120 lande. Svinekød udgør cirka 5 procent af Danmarks samlede eksport, og dermed er en gigantisk svineproducent som Danish Crown en meget magtfuld og betydelig spiller på det internationale marked.

Danish Crown ejer datterselskaberne Tulip, ESS-Food, Sokolow, KLS Ugglarps Friland og DAT-Schaub og er delvis ejer af Scan-Hide og WestCrown. I Danmark sælges svinekød fra Danish Crown under mærker som Tulip, Steff-Houlberg, Gøl, Den Grønne Slagter, Mou og Friland. Derudover har Danish Crown også produktion i mange andre lande end Danmark.

DIEH er en forkortelse for Dansk Initiativ for Etisk Handel: en organisation, hvis formål er, gennem samarbejde mellem forskellige interessegrupper, at fremme ansvarlig handel. I september 2019 lavede DIEH en alliance specifikt for soja.

Den 24. september 2019 lancerede DIEH initiativet Dansk Alliance for Ansvarlig Soja med fokus på afskovning i særligt Sydamerika som konsekvens af Danmarks sojaimport [12]. Ifølge sojaalliancen skal alle alliancens medlemmer inden 1. april 2020 offentliggøre en handlingsplan for, hvordan de vil sikre bæredygtig soja i deres værdikæde, og de forpligter sig på årligt at afrapportere om fremgang på området. Alliancen gælder både for sojaprodukter (som sojabønner og -olie) og for soja, der er indlejret i andre produkter på det danske marked, som eksempelvis kød.

Forpligtende medlemmer af sojaalliancen er per december 2019:

Salling Group, Coop, Rema1000, Dagrofa, Aldi, Lidl, Letz Sushi og Danish Crown. Støttemedlemmer er:

WWF, NEPCon, 3F, Dansk Erhverv, DSK, Miljø- og Fødevareministeriet, Landbrug & Fødevarer og Dakofo.

Verdens Skove mener dog ikke, at sojaalliancen stiller skarpe nok krav til de underskrivende parter til, at den kan fungere som en garanti for mere bæredygtig soja. De enkelte virksomheder, der har underskrevet alliancen, skal stå for at udarbejde handlingsplanen, og der ikke er nogle fastlagte krav til, hvor ambitiøs, planen skal være, eller hvor konkrete tiltag, man skal tage. Der er ikke andre end den enkelte virksomhed selv, der vurderer, hvornår indsatsen er god nok, hvilket man kan frygte, gør, at nogle virksomheders tiltag ikke bliver tilstrækkelige til for alvor at skabe en ændring i industrien.

Det er rigtig godt at Danish Crown anerkender sin rolle på markedet og ønsker at sikre afskovningsfri soja med fuld sporbarhed i forsyningskæden. Denne handlingsplan er et skridt i den rigtige retning. Men det er dog ikke nok.
For det første er 2025 simpelthen for sent. Det vil sige fem år mere, hvor man accepterer såvel lovlig som ulovlig afskovning. Det er ikke godt nok. Danish Crown bør stræbe efter at opnå kun at bruge fuldt ud segregeret soja med fuld sporbarhed inden året er omme. Det gælder selvfølgelig for hele deres produktion og ikke kun den danske.
For det andet så læner Danish Crown sig op af en certificeringsordning, RTRS, som faktisk ikke sikrer 100 procent afskovningsfri soja. Vigtigst af alt, så bør Danish Crown sikre at de kun køber soja fra leverandører der er afskovningsfri i hele deres forsyningskæde. Det nytter ikke noget kun at sikre afskovningsfri volumener til egen produktion, hvis man handler med et selskab som er involveret i afskovning andetsteds. Her bør Danish Crown bruge sin magtfulde størrelse på markedet til at stille krav til hele deres leverandørers forsyningskæde. Ellers fortsætter Danish Crown med indirekte at støtte afskovning i Sydamerika. Efter de mange skovbrande i Sydamerika sidste år er der ikke nogen der er i tvivl om at det her haster. Vi bør ikke acceptere afskovning de næste fem år bare for at sikre nok soja til svineproduktionen.

EU’s økologiske certificerings-ordning fungerer i overensstemmelse med regional EU-lovgivning om økologisk produktion. Den definerer en række miljø- og dyrevelfærdskriterier, herunder adskillelse fra konventionelle produkter, ikke-anvendelse af pesticider, gødning og GMO-frø. For at soja skal kunne certificeres som økologisk, skal dens oprindelse være fuldt sporbar, og den må altså ikke være blandet med andet soja. Certificering af økologiske produkter er på plads i et stort antal lande, herunder Brasilien. Landbrugsarealer på jord, der kan betegnes som HCVA (High Conservation Value Area), og som er blevet ryddet inden for de foregående fem år, er udelukket fra certificering. Verdens Skove vurderer dog ikke økologi-mærkets sikring af skove som værende tilstrækkelig.

Et europæisk forbund med ansvarlig foderhandel for øje, der opstiller 37 essentielle og 22 ønskede kriterier, hvoraf man skal opfylde de 37 essentielle og mindst fem ud af de 22 ønskede kriterier for at blive godkendt.

I henhold til produktionsområder skal sojadyrkning opfylde følgende kriterier:

– Bonden skal overholde relevant lovgivning for udvidelse af sojaproduktionen (i henhold til ejerskab over landet, lovgivning om biodiversitet, lovgivning om skov og politikker for håndtering af land).

– Områder, der er omfattet af lovgivning om bevaring, skal beskyttes. Hvis dette overtrædes på et givent tidspunkt, skal området lægges tilbage til dets naturmæssige udgangspunkt eller der må betales kompensation for området.

– Soja må ikke dyrkes på områder, der er ulovligt skovet efter gældende dato i national lovgivning (2008 for Brasilien).

Der er ingen national lovgivning for skovrydning i Argentina. Eftersom FEFAC ikke stiller strengere krav til afskovning i forbindelse med sojaproduktion end national lovgivning, er FEFAC altså ikke en sikring mod skovrydning, da al skov i Argentina i princippet må fældes. Derudover er det, for Verdens Skove at se, altid dybt problematisk, når uerstattelig tropisk skov fældes for at indtage området til landbrug – hvad end det gøres lovligt eller ulovligt – hvilket FEFAC dog ikke forholder sig til.

UN Global Compact er en række kriterier for ansvarlig virksomhedsførelse opstillet af FN. Kriterierne bygger på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og fungerer i praksis som et frivilligt initiativ, som virksomheder kan melde sig til at overholde. Ordningens miljømæssige punkter lyder som følger:

– Virksomheder bør støtte et forsigtighedsprincip over for miljømæssige udfordringer.

– Virksomheder bør foretage initiativer til at fremme større miljømæssig ansvarlighed.

– Virksomheder bør opfordre til udvikling og udbredelse af miljøvenlig teknologi.

Der nævnes altså ikke noget specifikt om sikring af naturområder eller afskovning i ordningen.

RTRS er en certificeringsordning, der sætter nogle krav til hvordan sojaen er blevet produceret. Det vil sige at du kun kan få din soja RTRS certificeret, hvis du lever op til RTRS kravene. De opererer med tre forskellige typer certificeringer: Segregeret soja, massebalance og RTRS-kreditter. Ved at købe segregeret soja køber og modtager man den faktiske certificerede soja. At købe RTRS-kreditter betyder, at man køber ikke-certificeret soja hos én producent og kompenserer ved at købe kreditter fra en anden producent, som dyrker certificeret soja, men af forskellige årsager ikke har mulighed for at sælge sin soja som certificeret (årsagerne kan f.eks. være af logistisk art, eftersom det ikke altid er muligt at holde sojaen segregeret hele vejen til modtagerlandene).

RTRS havde oprindeligt en skæringsdato for tilladt afskovning, der hed 2009 på tre ud af deres fire kategorier for landeområder. Det vil sige at soja fra marker, der var ryddet for skov efter 2009, ikke kunne blive RTRS certificeret. I 2016 introducerede de, hvad der umiddelbart synes at svække reglerne på nogle områder og stramme på andre områder. Certificeringsordningens skæringsdato afhænger nu af pågældende områdes kategori, og alt afhængigt af området er skæringsdato for afskovning enten 2009 eller 2016. Verdens Skove mener ikke, at 2016 er en acceptabel skæringsdatodato. RTRS-standarden blev i 2016 til gengæld mere eksplicit omkring at sikre oprindelige folks rettigheder.

Proterra er en soja certificeringsordning, der opererer med total segregering af certificeret soja, så de har 100 procent sporbarhed på deres produkter og kan garantere, at den konkrete soja, man køber, er certificeret. ProTerra tillader ikke dyrkning på jord, der kan betegnes som HCVA (High Conservation Value Area), der er blevet ryddet efter 2004, medmindre kompenserende miljøforanstaltninger er blevet truffet. ProTerras definition af HCVA’er indbefatter områder med høj bevarelsesværdi, især primær skov. Dermed mangler definitionen en række potentielt sårbare naturområder, som eksempelvis vådområder. ProTerra er ydermere GMO-fri. I 2015 var ProTerra den mest udbredte certificeringsordning.

I 2006 underskrev en række organisationer og virksomheder det såkaldte sojamoratorium for Amazonas i Brasilien i et forsøg på at sætte en stopper for skovrydning og skovbrande i Amazonskoven. Moratoriet er en aftale, som skal gøre det lettere for de medvirkende parter at lægge pres på lande, der dyrker soja på en ikke bæredygtig måde. Moratoriets principper går både på at bevare skovene for naturens skyld, men også for at beskytte oprindelige og lokale folks rettigheder. Sojamoratoriet anses for at have været en stor succes, da det har sat en stopper for en del af afskovning grundet sojadyrkning i Amazonas. Der er sidenhen opstået planer om på baggrund af sojamoratoriets succes at lave et lignende forbud i Cerradoen – Cerrado manifestet. Der har nyligt været forlydender om, at den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, vil ophæve sojamoratoriet, hvilket vil risikere at få katastrofale konsekvenser for Amazonas.

Efter at sojamoratoriet for Amazonskoven til en vis grad har vist sig at hjælpe som et våben mod skovrydning og skovbrande, er nogle bønder i stedet begyndt at rydde land i Cerradoen, et stort savannelignende område i Sydamerika. Cerradomanifestet blev derfor udformet for at bekæmpe skovrydning i Cerradoen. Cerrado manifestet er dog endnu ikke blevet indført, da blandt andet det store fragtselskab Cargill satte sig imod.

Sojaen skal igennem mange forskellige led, før den ender som dyrefoder. Når en sydamerikansk bonde har høstet sin soja, bliver den købt og fragtet til havnen. Under fragten bliver sojaen af og til blandet med soja fra andre bønder, fordi de lastbiler, der indsamler sojaen, kører forbi flere forskellige bønder på sin rute til havnen. På havnen bliver sojaen hældt i gigantiske siloer, hvor den igen blandes med soja fra andre lastbiler, der har hentet soja fra andre steder i landet. Kun økologisk soja og soja, der er mærket med ProTerra, eller segregeret RTRS soja forbliver segregeret fra andre slags soja. De store siloer ligger ofte i store havne, hvor de kan laste sojaen i store containerskibe. Herfra sejler fragtselskaber som Cargill og Bunge sojaen til Europa. I Europa bliver sojaen distribueret og solgt videre. Nogle gange kommer sojaen som hele bønner og skal males på en mølle i Europa – andre gange er den allerede malet i Sydamerika. Noget af sojaen bliver solgt direkte til Danmark. Noget sælges i første omgang til Tyskland, som derefter videresælger den til Danmark. I Danmark opkøbes den af foderproducenter som DLG og Danish Agro. Foderproducenterne blander sojaen med andre produkter og sælger den færdigblandede foder til danske landmænd, eksempelvis svineproducenter. En stor del af de hele svin, smågrise og kød bliver solgt til udlandet. Her er Tyskland, Kina, Polen, England og Italien de største købere. I Danmark sælges kødet under mærker som Tulip, Gøl, Steff Houlberg, Den Grønne Slagter og Mou og Friland, der alle er datterselskaber af Danish Crown.

I oktober 2018 bragte Information en artikel om sojaens konsekvenser for de sydamerikanske skove. I den forbindelse udtalte koncerndirektør Jesper Pagh fra det foder-producerende landbrugsselskab DLG, at de, på daværende tidspunkt, ville skulle betale fem-seks kroner i merpris pr. 100 kilo soja, hvis de skulle købe certificeret soja frem for ikke-certificeret. Vil man vide mere om den eksakte prisforskel, kan man eventuelt kontakte DLG eller Danish Agro, der begge er store foderproducenter i Danmark.

Hvis danske svineproducenter vil sikre sig, at den soja, svinene bliver fodret med, ikke forårsager afskovning i Sydamerika, vil der højst sandsynligt skulle betales lidt mere for sojaen, og den økonomiske difference vil selvfølgelig betyde øgede omkostninger i produktionskæden. Forhåbentlig vil forbrugerne i fremtiden have mulighed for at kunne købe kød, der ikke har forårsaget afskovning. Det vil muligvis være lidt dyrere, men det vil samtidig kunne føre til et lavere forbrug af kød, som ligeledes er til gavn for klimaet.

Både køer og grise får soja i deres kost. Danmark er en gigantisk svineproducent på både europæisk- og verdensplan, og 53 procent af den soja, som importeres til Danmark, går til svineproduktion. Derfor har vi valgt i denne kampagne at fokusere på svineproduktionen, selvom vi anerkender, at der også er problematiske aspekter i oksekødsproduktionen.

Det er tilsyneladende dyrere at importere soja fra USA end fra Sydamerika til Danmark. Verdens Skove har ikke undersøgt den nordamerikanske sojaproduktion til bunds, men det er noget, man ville kunne spørge de danske importører om. Alternativt kan man se på andre muligheder end at fodre dyrene med soja, som absolut også vil være en mulighed.

Enorme arealer er tidligere blevet afskovet og omdannet til landbrug. Men mange steder er jorden ikke blevet plejet tilstrækkeligt, og jorden har med tiden mistet sin næring, så afgrøder ikke gror særlig godt der, og bønderne har derfor indtaget nye arealer af skove, hvor jorden er fuld af næring de første 3-4 år. Forskning viser dog, at det med stor økonomisk fordel ville kunne betale sig at pleje den jord, der allerede er afskovet. Ved at plante træer og på andre måder føre ny næring til jorden, kan man genoprette arealerne i en grad, så de vil give et stort økonomisk afkast for bønderne, så de ikke behøver at fælde mere skov.

Nej. Når først skoven er ryddet vil der gå meget, meget lang tid før den vender tilbage til den form, den havde før. Man kan ikke genplante en ny skov, som ville blive lige så rig på flora og fauna, som den gamle skov var, da de oprindelige skove består af gamle, komplicerede og vigtige økosystemer. Men det vil naturligvis stadigvæk være bedre for både dyr, planter og klima, at området fik lov til at springe i skov igen, altså at den fældede og afbrændte skov fik lov til at vokse op igen af sig selv, end at jorden bliver omlagt til landbrug, som blot vil udpine jorden yderligere og forhindre, at skoven vender tilbage selv. Derudover rydder bønderne oftest et område for skov, for at udnytte det indtil jorden er så udpint for næringsstoffer, at de forlader den og rykker videre ind i skoven i jagt på mere frugtbar, “gratis” jord.

Skovbrande, både naturlige og påsatte, kan i begrænset form være gode for nogle former for skove og økosystemer, da de baner vejen for, at nye, sunde træer kan vokse frem i en gammel skov. Det er dog ikke alle typer skove, hvor skovbrande forekommer naturligt, og eksempelvis er skovbrande ikke en naturlig del af det meste af Amazonas regnskovens cyklus. Det er i det hele taget ret svært at sætte ild til en regnskov, men der gøres en aktiv og ihærdig indsats for at brænde store skovområder af. Samtidig er der i de seneste år på grund af klimaforandringer og politiske situationer flere og flere skovbrande, der er løbet løbsk i regnskove i Sydamerika, end hidtil. Her foregår det ofte sådan at bønderne i sommerperioden, hvor der er varmt og tørt, rydder et område med skov, lader det ligge og tørre i et par uger, for så at sætte ild til det. Men de exceptionelle tørre somre har gjort regnskoven tørrere. Og når et stykke skov fældes og brændes, ikke mindst på grund af mindre kontrol fra myndighederne, så tørrer den omkringliggende skov endnu mere ud og har derefter nemmere ved at gå i brand. Derfor har vi i sommeren 2019 set, at mange skovbrande er kommet ud af kontrol og har brændt endnu større områder af skoven af. Det er den negativ spiral, fordi en tørrere regnskov genererer mindre regn og dermed bliver endnu tørrere og endnu mere udsat overfor nye skovbrande. Selv i områder, hvor skovbrande er opstået “naturligt”, får skoven ikke lov at regenerere, da jorden bliver inddraget til landbrugsindustrien og ikke mindst sojadyrkning.

Det er faktisk ret svært at sætte ild til regnskov. Bønderne skal oftest fælde skoven og lade den ligge og tørre nogle uger før, at den kan brænde. At sætte ild til resterne efter at man har fældet træerne er en lettere måde at fjerne skoven, end at skulle fjerne den fældede skov på anden måde. I de senere år har klimaforandringerne dog gjort mange områder meget mere tørre end normalt, og skovafbrændinger har i de seneste år ofte spredt sig og er kommet ud af kontrol. Det har dog blot været vand på møllen for mange af dem, der ønsker at omdanne så meget tropisk skov, som muligt, til landbrug.

Der udvindes både olie og sojakager af en sojabønne, og industrien argumenterer ofte med at sojaskrå, som er det der bruges til dyrefoder blot er et biprodukt af sojaolien, som ellers ville blive kasseret. Men kun 18 procent af sojabønnen bliver til olie. Resten bliver til sojakager eller sojaskrå til foder, hvilket står for en langt større værdi. Det er derfor misvisende at hævde, at sojafoder til dyr blot er en bæredygtig udnyttelse af et biprodukt. Fødevarestyrelsen har tidligere kaldt sojakagen, der efterlades efter presningen af olie, for “uundværlig”. Selvom olien giver et højere afkast pr. kilo, så er der et enormt marked for produkterne, der bliver tilbage efter at olien er presset fra. Derfor er betegnelsen biprodukt nærmere en retorisk finte, der svarer til at kalde alle dele af en slagtet gris, som ikke giver det højeste afkast per kilo for biprodukter. Selvfølgelig er alle dele af sojaen, der sælges, en del af det samlede produkt, der er på markedet, ligesom alle dele af svinet, der sælges er en vare, der er efterspurgt. For sojaen er efterspørgslen på dyrefoderet faktisk så stor nu, at det i mange tilfælde er den, der styrer produktionen, og uden sojakagen og sojaskrå ville sojaolien sandsynligvis blive så dyr, at den ville blive erstattet af andre olietyper. For det såkaldte hovedprodukt ville næppe være rentabelt uden biproduktet. Langt størstedelen af sojaen ender som dyrefoder, og med det in mente kan man derfor diskutere, hvad der er hoved- og bi-produkt.