Verdens Skove arbejder med bæredygtigt skovbrug
Træ er et fantastisk naturmateriale, som indgår i mange af de produkter, vi bruger dagligt. Træ er en fornybar ressource og spiller en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringer. Samtidig er skove verden over under pres på grund af overforbrug, ulovlig hugst og manglende hensyn til biodiversiteten.
Skovene bliver mange steder udsat for rovdrift, da træ er en værdifuld ressource. Virksomheder og enkeltpersoner rydder skovene for profit, og en stigende befolkning presser skovene for tømmer, brænde og andre træprodukter, når der høstes mere, end skovene kan regenerere.
Mange træer dyrkes i dag i plantager, hvor nye træer plantes, når de gamle fældes. Selvom plantager generelt har lav biodiversitet, kan de hjælpe med at mindske presset på vilde, oprindelige og urørte skove. Det samme gælder for mindre skovlandbrug, der også kan tjene som bufferzoner mod de store sammenhængende og oprindelige skove. Derfor arbejder vi aktivt med skovlandbrug i for eksempel Uganda og Etiopien.
Verdens Skove arbejder også med udbredelse af FSC-certificering, som er en metode til skovbrug, der sikrer, at der ikke fældes mere, end skovene kan nå at regenerere. Vi tager aktivt del i det politiske arbejde bag FSC-certificeringen, hvor vi kæmper for, at certificeringen hele tiden bliver bedre.
Globalt forbrug er med til at drive skovrydningen
Forbrug i EU
EU er den næststørste importør af produkter, der har ødelagt skov, og helt op til 39 procent af de menneskeskabte CO2-udledninger fra skovrydning kan forbindes til EU’s internationale handel.
Landbrug og minedrift
Afskovning starter ofte med, at træerne fældes og sælges som tømmer, hvorefter området brændes af og jorden udnyttes til andre formål som landbrug og minedrift, hvilket fjerner skovens naturlige modstandsdygtighed.
FSC – en sikker mærkningsordning
FSC-mærket (Forest Stewardship Council) er en garanti for træ, du kan købe med god samvittighed. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidigt er FSC en garanti for, at skovdriften tager mange hensyn til skovens biologiske mangfoldighed, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og en rimelig løn. Princippet er at fælde træer i en regnskov, uden at skoven tager skade af det. FSC mærker træ fra de skove, der drives bæredygtigt.
FSC-logoet er altid en helt sikker garanti for, at produktet stammer fra en FSC certificeret skov. Fra produktet var et træ i skoven til en vare i butikken har den været kontrolleret i alle dele processen. Hver gang træet skifter hænder, skal den ansvarlige kontrolleres af et uafhængigt certificeringsfirma, der er godkendt af FSC. Firmaet vurderer så skovområdet og kommer med anbefalinger til nødvendige ændringer, hvis området ikke lever op til FSC standarderne. Disse standarder er fastsat af FSC og ikke certificeringsfirmaerne. Et certifikat gælder i 5 år. Når de 5 år er gået, skal der igen foretages en grundig kontrol. Derudover tilses alle FSC-mærkede skove en gang om året med stikprøvekontrol.
Der er en klar deling mellem dem, der fastsætter retningslinjerne, dem der foretager vurderingen efter retningslinjerne, og dem der ejer skoven. Det er denne opsplitning, der sikrer uafhængighed og uvildighed i certificeringssystemet. Denne kontrol af alle produktionsled kaldes for Chain of Custody (CoC) og er en af grundpillerne i FSC. FSC’s Chain-of-Custody (CoC)-certificering den mest anerkendte mærkningsordning for træ i verden.
Læs mere om CoC på FCS’s hjemmeside
Guide til bæredygtigt træforbrug
Det kan være svært at finde ud af om træ er produceret med respekt for skoven og dens beboere. Her finder du en guide til når du skal købe træprodukter.
FSC er et skridt på vejen
FSC løser ikke alle problemer, men er et skridt i den rigtige retning. Afskovning i de tropiske skove er en kompleks problemstilling, som kun kan løses ved at arbejde på mange fronter på samme tid – FSC-mærkningen er en af dem. FSC er den eneste globale mærkningsordning, der har bred opbakning fra grønne organisationer som WWF, Greenpeace og Verdens Skove. For forbrugere og indkøbere over hele verden er FSC altså den lette vej til at gøre noget godt for verdens skove.
FSC er indtil videre det eneste globale miljømærke for træprodukter, som sikrer, at træet er ansvarligt produceret. Det er desværre ikke alle træprodukter, der findes i en FSC-mærket udgave, men der kommer hele tiden nye til – og jo flere kunder efterspørger FSC, jo flere produkter kommer der på markedet.
Hvis du derfor efterspørger FSC-mærket, næste gang du skal købe et træprodukt, er du med til at støtte skovene.
FSC’s 10 principper
Alle beslutninger i FSC træffes på generalforsamlinger, og det er her, at FSC har vedtaget 10 principper for ansvarlig skovforvaltning.
Disse 10 principper fungerer som en grundlov for FSC og gælder for skovforvaltning over hele verden. For at sikre, at de er anvendelige globalt, består hvert princip af en række kriterier, der skal overholdes. Dette er nødvendigt, da skovforvaltning i en brasiliansk regnskov ikke kan sammenlignes direkte med forvaltningen af en svensk nåleskov. Derfor bliver skovstandarden tilpasset de lokale forhold, og det er de specifikke kriterier, som principperne består af, der gør tilpasningen mulig. De indikatorer, der vægtes mest, varierer derfor fra land til land.
Se de 10 grundprincipper for FSC og deres kriterier her
Læs seneste artikler
Få nyheder fra skoven
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.