Hvad sker der, når vi i stedet for at tale om naturen begynder at lytte til den? Vi har talt med filminstruktør Pernille Lund om tilblivelsen af kortfilmen ‘Naturens Dirigenter’, skabt i samarbejde med Verdens Skove. I filmen oplever vi skoven set fra børnenes perspektiv, og hvordan skovenes lyde bliver til et orkester ved hjælp af børnenes fantasi.
En idé født af et hverdagsøjeblik

Ifølge instruktør Pernille Lund opstod idéen helt tilfældigt. På en gåtur så hun en pige lege ved stranden, og det fik hende til at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis et barn kunne dirigere naturen. “Før jeg nåede hjem fra min gåtur, var grundideen til filmen på plads,” fortæller hun.
At det netop skulle være børn, der bar fortællingen, var heller ikke tilfældigt. Børn ser verden med forundring, nysgerrighed og et åbent sind, forklarer Pernille Lund, og det gjorde det muligt at skabe en film med en mere legende og magisk tone, end hvis hovedpersonerne havde været voksne. Samtidig kunne børnene blive et billede på den næste generation – og på, hvordan de kan være med til at sætte retningen.
Noget vi mærker i kroppen
For Pernille Lund var målet ikke først og fremmest at formidle et budskab gennem fakta og statistik. Hun ville skabe noget, der kunne mærkes..
“Den kan få os til at føle. I en verden fuld af tal og statistikker kan det hele hurtigt blive noget, vi forstår med hovedet, men ikke nødvendigvis mærker i kroppen“, siger hun om filmmediet.
Det er også her, filmen adskiller sig fra mere traditionel formidling. Den forsøger ikke at forklare alting. I stedet åbner den et rum for oplevelse, refleksion og nærvær. Håbet er, at filmen kan få os til at stoppe op og se anderledes på den natur, vi omgiver os med.
Skoven som noget, vi er en del af
Et vigtigt udgangspunkt for filmen er ønsket om at ændre den måde, vi taler om naturen på. For Pernille Lund er det afgørende, at vi holder op med at tale om skovene som noget adskilt fra os selv. “Vi er en del af naturen”, siger hun.
Hun håber også, at filmen kan være med til at starte en samtale om, hvad naturen betyder for os – ikke kun globalt, men også helt lokalt. Hvis vi skal ændre den måde, vi passer på naturen, kræver det først og fremmest, at vi holder af og sætter pris på det, vi har nu. Filmen skal derfor ikke pege fingre, men vække lysten til at lære mere om skoven, både i skolen og hjemme i familierne.

Et sanseligt filmsprog
Filmens form er bevidst tænkt som et modspil til meget af det indhold, vi ellers møder. Som Pernille Lund forklarer, ville hun gerne fremstille skoven “fra sin smukkeste og mest magiske side både i det visuelle og auditive univers”, og derfor er filmen også “bevidst langsommere i tempo og længere, end hvad man normalt anbefaler på sociale medier.” For hende var det vigtigt, at formen afspejlede budskabet: at sætte tempoet ned og lytte.
Stemningen var afgørende. Sammen med fotografen arbejdede hun på at fremhæve naturen fra dens bedste side, men samtidig sikre, at den stadig føles ægte. “Vi brugte fx. kun naturligt lys og filmen blev colorgraded, så farverne er så tæt på virkeligheden som muligt”, fortæller hun. For hende handlede det ikke om at vise en skov, folk ikke selv kan gå ud og finde, men om at zoome ind på detaljer, man normalt ikke lægger mærke til, og lade dem fremstå magiske på deres egen måde.
Lydsiden spiller en lige så vigtig rolle. Hele idéen bygger på, at naturen bliver et orkester, og derfor brugte holdet meget tid på at finde autentiske lyde, der bedst afspejler virkeligheden. Her fremhæver Pernille Lund også samarbejdet med Verdens Skove:
“Jeg talte bl.a. med John fra Verdens Skove om, hvilke fuglestemmer der var mest troværdige for årstiden og som ville hjælpe med at gøre filmen så virkelighedstro som muligt.”
Reallyde fra skov og dyr blev flettet sammen med musikken, så vinden bliver til strygere, og trommen på bark bliver til percussion. “Idéen er kort sagt, at naturen er et orkester i sig selv.”
Et af de øjeblikke, hvor tonen faldt helt på plads, opstod under optagelserne med Maya: “Ja, der var faktisk flere øjeblikke. Men en af dem var da pigen Maya fandt en pind og begyndte at dirigere naturen for første gang. I samme øjeblik kom der en vind, som fik trækronerne til at bevæge sig i takt med hendes bevægelser. Det var altså magisk.”
I slutscenen optræder også en engperlemorsommerfugl, som Pernille Lund er særligt glad for. Valget af netop den art var bevidst og blev også til i dialog med Verdens Skove. Sommerfuglen er truet og knyttet til lysninger i skove, og skulle samtidig sende et lille ekstra budskab om, at hvis vi lytter til naturen, kan vi også hjælpe truede arter.
Set fra børnenes perspektiv
Børnenes blik blev afgørende for filmens tone. Undervejs gik Pernille Lund og filmens producer også væk fra en tidlig idé om at lade 8-10 børn fylde filmen, fordi fortællingen stod stærkere ved at fokusere på færre og give mere plads til hvert barn.
Samarbejdet med børnene beskriver hun som fantastisk. De var søde, fulde af idéer og engagerede, og hun arbejdede bevidst med at gøre optagelserne til en fælles leg. Flere scener blev improviseret, så børnene blev ved med at opleve det som sjovt og trygt at være med.
Det gav også filmen noget uforudsigeligt. De kastede sig bare ud i tingene og tænkte ikke så meget over hvad det rigtige og forkerte var. “Det var dejligt befriende at arbejde på den måde, og der kom automatisk mange overraskende momenter ud af det, som jeg ikke kunne have forudset på forhånd. Bl.a. da en af pigerne ruller ned af en skrænt og får en masse blade i sit hår.”

Pernille Lund peger også på børnenes nærvær som noget, hun selv tager med sig videre. De er meget til stede i nuet, siger hun, og det er en egenskab, hun beundrer.
Hvordan Naturens Dirigenter skiller sig ud
Det, Pernille Lund selv er mest stolt af, er filmens tone: “Den håbefulde tone i filmen. At vi insisterede på at få det smukke og magiske frem i skoven frem for at sprede frygt og håbløshed.”
For hende var det også vigtigt, at filmen turde gå imod strømmen i både form, tempo og tone og give plads til noget mere stille og eftertænksomt i en ellers støjende verden. I en tid, hvor meget naturformidling kredser om tab, krise og katastrofer, peger Naturens Dirigenter derfor på en anden vej. Ikke ved at ignorere alvoren, men ved at minde os om, hvorfor naturen overhovedet er værd at beskytte.
Det ligger også i forlængelse af filmens centrale budskab, som Pernille Lund selv opsummerer sådan: “Når vi lytter til naturen, opdager vi, hvor magisk den i virkeligheden er.”
Samarbejdet der gav filmen vinger
For Pernille Lund gav det god mening, at filmen blev lavet i samarbejde med Verdens Skove. Hun fremhæver både den faglige sparring undervejs og organisationens rolle i at hjælpe filmen længere ud.
“Først og fremmest var Verdens Skove-teamet gode til at komme med faglig sparring og råd under projektets tilblivelse”
Samarbejdet var også med til at sikre, at filmen kunne blive delt med mange flere, og at budskabet kunne forankres i konkret handling.
Hun fortæller også, at det var vigtigt for hende at lave filmen sammen med en NGO, fordi den type samarbejde gør det muligt for filmen at komme længere ud og blive set af flere. Samtidig tiltaler det hende at arbejde sammen med mennesker, der kæmper for stærke mærkesager.
Måske er det også her, Naturens Dirigenter rammer noget vigtigt. Filmen giver ikke alle svarene. Men den åbner et blik, en stemning og en opmærksomhed. Og måske er det netop det første skridt: at vi igen lærer at lytte til naturen.
Holdet bag filmen
Filmen er udviklet i samarbejde med Verdens Skove @verdensskove – produceret af U Got Film.
Colorgrade: Kristopher Paterson
Idé og instruktion: Pernille Lund
Fotograf: Tobias Horvath
Producer: Gabriela Uweis
Producerassistent: Natalie Falandysz Hinrup
Drone fotograf: Esben Frese
Klipper: Rebecca Karlsson
VFX: Yusuf Othman
Sound design: Guilherme Tortolo Magrin
Colorgrade: Kristopher Paterson
Læs mere om Naturens Dirigenter og se filmen her.
Læs vores artikler
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.