Kortfilmen Naturens Dirigenter bruger børn, lyd og skovens egne detaljer til at fortælle en større historie om vores forhold til naturen. For instruktør Pernille Lund handler filmen om at vække forundring – og om at minde os om, at vi selv er en del af den natur, vi prøver at beskytte.
Ved vandkanten løber en pige frem og tilbage. Når bølgerne trækker sig tilbage, ser det næsten ud, som om hun styrer dem. Det lille øjeblik blev begyndelsen på Naturens Dirigenter – en kortfilm, hvor børn dirigerer vinden, skoven og lydene omkring dem, og hvor naturen træder frem som noget levende, sanseligt og tæt på.
En idé født af et hverdagsøjeblik
Ifølge instruktør Pernille Lund opstod idéen helt tilfældigt. På en gåtur så hun en pige lege ved stranden, og det fik hende til at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis et barn kunne dirigere naturen. “Før jeg nåede hjem fra min gåtur, var grundideen til filmen på plads,” fortæller hun.
At det netop skulle være børn, der bar fortællingen, var heller ikke tilfældigt. Børn ser verden med forundring, nysgerrighed og et åbent sind, forklarer Pernille Lund, og det gjorde det muligt at skabe en film med en mere legende og magisk tone, end hvis hovedpersonerne havde været voksne. Samtidig kunne børnene blive et billede på den næste generation – og på, hvordan de kan være med til at sætte retningen.
Mere følelse, mindre afstand
For Pernille Lund var målet ikke først og fremmest at formidle et budskab gennem fakta og statistik. Hun ville skabe noget, der kunne mærkes..
“Den kan få os til at føle. I en verden fuld af tal og statistikker kan det hele hurtigt blive noget, vi forstår med hovedet, men ikke nødvendigvis mærker i kroppen,” siger hun om filmmediet.
Det er også her, filmen adskiller sig fra mere traditionel formidling. Den forsøger ikke at forklare alting. I stedet åbner den et rum for oplevelse, refleksion og nærvær. Håbet er, at filmen kan få os til at stoppe op og se anderledes på den natur, vi omgiver os med.
Skoven som noget, vi er en del af
Et vigtigt udgangspunkt for filmen er ønsket om at ændre den måde, vi taler om naturen på. For Pernille Lund er det afgørende, at vi holder op med at tale om skovene som noget adskilt fra os selv.
“Vi er en del af naturen”
Hun håber også, at filmen kan være med til at starte en samtale om, hvad naturen betyder for os – ikke kun globalt, men også helt lokalt. Hvis vi skal ændre den måde, vi passer på naturen, kræver det først og fremmest, at vi holder af og sætter pris på det, vi har nu. Filmen skal derfor ikke pege fingre, men vække lysten til at lære mere om skoven, både i skolen og hjemme i familierne.
Et sanseligt filmsprog
Naturens Dirigenter går imod strømmen i sin form. Hvor meget indhold i dag er bygget op omkring hurtige klip og konstant tempo, har Pernille Lund bevidst valgt en film, der er langsommere i tempo og længere, end man normalt anbefaler på sociale medier. For hende var det vigtigt, at formen afspejlede budskabet: at sætte tempoet ned og lytte.
Målet var at fremhæve skoven fra dens smukkeste og mest magiske side, men stadig lade den føles ægte. Sammen med fotografen arbejdede hun derfor kun med naturligt lys, og filmen blev farvegraderet, så farverne lå så tæt på virkeligheden som muligt. Pointen var ikke at vise en skov, folk ikke kan genkende, men at zoome ind på detaljer, mange normalt overser.
“Idéen er kort sagt, at naturen er et orkester i sig selv”
Den tanke præger også lydsiden. Pernille Lund fortæller, at holdet brugte meget tid på at finde autentiske lyde, der afspejlede virkeligheden. Reallyde fra skov og dyr blev flettet sammen med musikken, så vinden fungerer som strygere, og slag på bark bliver til percussion.
Hun fremhæver selv en scene, hvor filmens tone faldt helt på plads: “Ja, der var faktisk flere øjeblikke. Men en af dem var da pigen Maya fandt en pind og begyndte at dirigere naturen for første gang. I samme øjeblik kom der en vind, som fik trækronerne til at bevæge sig i takt med hendes bevægelser. Det var altså magisk.”
I slutscenen optræder også en engperlemorsommerfugl, som Pernille Lund selv fremhæver som en detalje, hun er særligt glad for. Valget af netop den art var bevidst: Den er truet, knyttet til lysninger i skove og skulle samtidig sende et lille ekstra budskab om, at hvis vi lytter til naturen, kan vi også hjælpe truede arter.
Børnenes syn gav filmen liv
Samarbejdet med børnene blev afgørende for filmens tone. Pernille Lund beskriver dem som søde, engagerede og fulde af idéer, og hun arbejdede bevidst med at gøre optagelserne til en fælles leg. Flere scener blev improviseret, så børnene blev ved med at opleve det som sjovt og trygt at være med.
Det gav også filmen noget uforudsigeligt. Børnene kastede sig ud i tingene uden hele tiden at tænke over, hvad der var rigtigt eller forkert, fortæller hun, og det skabte overraskende øjeblikke, som ikke kunne planlægges på forhånd. Et af dem opstod, da en af pigerne rullede ned ad en skrænt og fik en masse blade i håret.
Pernille Lund peger også på børnenes nærvær som noget, hun selv tager med sig videre. De er meget til stede i nuet, siger hun, og det er en egenskab, hun beundrer.
En håbefuld fortælling i en støjende tid
Det, Pernille Lund selv er mest stolt af, er filmens tone. “Den håbefulde tone i filmen,” svarer hun på spørgsmålet om, hvad hun er mest stolt af. For hende var det vigtigt at insistere på det smukke og magiske i skoven frem for at sprede frygt og håbløshed. Filmen skulle også turde gå imod strømmen i både form, tempo og tone og give plads til noget mere stille og eftertænksomt i en ellers støjende verden.
I en tid, hvor meget naturformidling kredser om tab, krise og katastrofer, peger Naturens Dirigenter på en anden vej. Ikke ved at ignorere alvoren, men ved at minde os om, hvorfor naturen overhovedet er værd at beskytte: fordi den er sanselig, forunderlig og fuld af liv. Det er i tråd med filmens centrale budskab, som Pernille Lund selv opsummerer sådan: “Når vi lytter til naturen, opdager vi, hvor magisk den i virkeligheden er.”
En film med håb som drivkraft
For Pernille Lund giver det god mening, at filmen er lavet i samarbejde med Verdens Skove. Hun fremhæver både den faglige sparring undervejs og organisationens rolle i at hjælpe filmen længere ud, så budskabet kan forankres i konkret handling.
Hun fortæller også, at det var vigtigt for hende at lave filmen sammen med en NGO, fordi den type samarbejde gør det muligt for filmen at blive set af flere. Samtidig tiltaler det hende at arbejde sammen med mennesker, der kæmper for stærke mærkesager.
Måske er det også her, Naturens Dirigenter rammer noget vigtigt. Filmen giver ikke alle svarene. Men den åbner et blik, en stemning og en opmærksomhed. Og måske er det netop det første skridt: at vi igen lærer at lytte til naturen – og opdager, hvor magisk den i virkeligheden er.
Læs vores artikler
Stem for biodiversitetslov i Danmark
Nicaraguas grænselov: Når staten tager jorden
COP30: Tropical Forests, Indigenous Voices, and USD 125 Billion
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.