Skov er ikke bare skov:
En biodiversitetslov skal sikre den vilde skovnatur
Tabet af arter i den danske natur fortsætter. Hvis denne udvikling skal vendes, skal vi have meget mere skov i Danmark. Men skov er ikke bare skov. De monotone produktionsskove kan ikke stoppe biodiversitetskrisen – vi har brug for de vilde skove! Derfor har Verdens Skove opsat vores anbefalinger til en ny skovplan, der skal bremse tabet af biodiversitet i Danmark.
“Vi har i Danmark brug for begge slags skov. Der skal være produktionsskove, der kan imødekomme vores behov for tømmerprodukter, men der skal også være plads til beskyttet natur, hvor det er biodiversiteten, der er i højsædet”
Pil Chrisensen ~ Politisk rådgiver hos Verdens Skove
Det er nemlig ikke uvæsenligt, hvilke slags skove, der prioriteres i landskabet – for skov er ikke bare skov. Produktionsskovene, som vi har flest af i Danmark, giver ikke de bedste betingelser for biodiversiteten, så de kan ikke få os i mål, når det handler om at bremse tabet af arter. De vilde skove, derimod, er fulde af liv og scorer langt højere, når det handler om mangfoldighed af dyre- og plantearter, de giver bedre betingelser for mange af vores truede arter og så fungerer de som et stærkere forsvar mod klimaforandringerne. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at skelne tydeligt mellem produktionsskov og skovnatur.
Biodiversiteten kræver en ny lov
Både EU og FN’s Biodiversitetskonvention har vedtaget mål om, at 30 procent af landjorden og havet, i EU og globalt, skal være beskyttet natur for at bremse tabet af arter. “Disse mål har Danmark naturligvis også et ansvar for at imødekomme. Derfor mener vi, at også Danmark skal have 30 procent reelt beskyttet natur med repræsentation af alle naturtyper. Herunder mener vi, at mindst halvdelen af det skal være beskyttet, vild skovnatur, ” pointerer Pil Christensen, politisk medarbejder hos Verdens Skove.
Verdens Skove mener desuden, at Danmarks skovareal skal fordobles, så det udgør 30 procent af landarealet, hvoraf den beskyttede, vilde skovnatur skal udgøre halvdelen af skovarealet. For at sikre disse ambitioner, er der behov for en skovplan og lovgivning, der indbefatter hensyn til både biodiversitet, klima, grundvandssikring og naturoplevelser.
Lige nu er det skovloven, der regulerer forvaltningen af de danske skove. Skovloven har dog rødder tilbage til starten af 1800-tallet, da Danmark kun havde tre procent skov tilbage, hvor Christian den 7. indførte fredskovsforordningen sammen med skovloven for at sikre, at skovene fortsat kunne imødekomme Danmarks behov for tømmerprodukter. Skovlovens primære formål er derfor at sikre produktionsskove til tømmer og energitræ og beskytte dem mod omlægning til eksempelvis landbrug eller bebyggelse. Loven har fortsat produktion som det primære fokus og tager selv i den nyeste udgave kun begrænset hensyn til biodiversitet.
“Vi mener, at skovloven bør ophæves for strengt beskyttet og beskyttet skovnatur, fordi den står i vejen for naturbeskyttelse,” fastslår Pil Christensen. “I stedet skal vi have en biodiversitetslov med samme stærke krav om arealreservation til vild skovnatur som skovloven har til produktionsskov, sammen med permanent juridisk sikring.”
Hun forklarer: “Ved at skrive beskyttet og strengt beskyttet natur ud af skovloven og ind i en ny biodiversitetslov, kan vi sørge for, at biodiversiteten bliver førsteprioritet, så vi kan beskytte vores truede arter, der har brug for de urørte skove, og så danskerne får bedre betingelser for at opleve den vilde natur herhjemme”.
Regeringen har en ambition om at udvide det danske skovareal med næsten 40 procent (250.000 ha) ved skovrejsning. I realiseringen af dette mål foreslår Verdens Skove, at halvdelen af de 250.000 ha allokeres til skovnatur eller “skovrejsning med biodiversitetsformål”. Etableringen kan ske enten gennem Klimaskovfonden eller Den danske Naturfond. Pil Christensen forklarer: “Hvis vi rejser skov til biodiversitetsformål, som anbefalet i Biodiversitetsrådets 2023 årsrapport, kan vi opnå langt større gevinster for biodiversitet, friluftsliv og turisme, samtidigt med at vi på lang sigt opbygger et mindst dobbelt så stort kulstoflager.”
Skov er ikke bare skov
Produktionsskovene kan kendes på den meget ensartede struktur, hvor træerne ofte plantes i lige rækker og kun rummer én eller få arter af træer, der alle er af samme alder. Træerne omfatter ovenikøbet indførte og invasive arter, der stort set ikke har nogen hjemmehørende biodiversitet tilknyttet. Den vilde skovnatur, er derimod et levested og åndehul for en rig diversitet af dyr, planter og svampe. Her blander bøg, eg, pil, poppel og elm sig med blomstrende buske, væltede og rådnende stammer og åbne lysninger. Det er her biodiversiteten får lov at blomstre, og her økosystemets naturlige funktioner giver bedre betingelser for kulstoflager, rent grundvand, større robusthed ved storme og forebygger oversvømmelser nedstrøms.
“Vi har i Danmark brug for begge slags skov. Der skal være produktionsskove, der kan imødekomme vores behov for tømmerprodukter, men der skal også være plads til beskyttet natur, hvor det er biodiversiteten, der er i højsædet,” udtaler Pil Christensen.
Jonas Schmidt Hansen
Hvem er Verdens Skove?
Vi arbejder for at bevare verdens skove. Både i Danmark og verdens regnskove. Nogle af vores fokusområder er bæredygtighed og lokal forankring.
Seneste artikler om Dansk natur
Få nyheder fra skoven
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.