Vild skovnatur er de naturlige og artsrige skove i Danmark, som de ville se ud, hvis de fik lov at udfolde sig på egne betingelser. Det vil blandt andet sige, hvis træerne fik lov at udleve hele deres livscyklus fra spirende frø til dødt træ på skovens bund, hvis alle arter af store planteædende dyr var til stede i deres naturlige tætheder og alle de naturlige vådområder forekom.

Vild skovnatur er en varieret mosaik af tæt og halvåben skov, krat, lysninger, og vådområder med udflydende overgange mellem hinanden. Der findes mange arter af træer i alle aldre, inklusive hullede og døde træer. Under træerne og især i skovlysninger er der mange buske og urter. Den store variation i levesteder giver mange arter og høj biodiversitet.

Produktionsskov er derimod indrettet i skarpt afgrænsede områder (litra) med kun én eller ganske få træarter, hvor alle træer har samme alder, og de dyrkes til at hurtigt blive høje, rette træer, som er gode til tømmer. Træerne fældes mens de er unge, inden de får aldersbetingede skader og inden skovens samlede vækst aftager betydeligt. Variationen i naturtyper indenfor skoven og især i hver litra er meget lille, præget af en eller få træarter, der skygger det meste andet planteliv væk. Den lave variation giver få arter.

Produktionsskov er den dominerende skovtype i Danmark. Egentlig vild skovnatur forekommer knapt nok i Danmark, men til gengæld er her produktionsskov, som er ved at blive omlagt til vild skovnatur (urørt skov). Arealet af urørt skov vil fra udgangen af 2026 udgøre 1,7 % af Danmark eller ca. 11 % af skovene i Danmark. Overgangen til at blive vild og artsrig skovnatur kan tage meget lang tid, og forudsætter at Naturstyrelsen og private skovejere genetablerer naturlige vådområder og de store planteædere.

Der er flere arter knyttet til skovnaturen end nogen anden naturtype. Næsten 40% af de truede landlevende arter har ifølge Rødlisten hjemme i skov og krat. Forskning viser, at den vilde skovnatur er bedre for biodiversiteten end produktionsskoven, dvs også bedre end naturnær skovdrift, som har mangler ift gamle og døende træer, store planteædere og genetablering af biodiverse og kulstofrige vådområder.

Samtidig er den vilde skovnatur et oplagt klimaredskab, der over tid opbygger et CO2-lager der i gennemsnit er mindst dobbelt så stort som i produktionsskoven blot i træerne, mens lagring i dødt ved, jordbund og vådområder kan give meget væsentlige yderligere bidrag, men svinger meget og er mindre undersøgt.

Den vilde skovnatur leverer også bedre resultater på andre økosystemtjenester, sammenlignet med produktionsskoven. Skovnatur kan gro på våd bund, så den er bedre til at tilbageholde vandmasser fra hyppigere skybrud samt holde på næringsstoffer til glæde for renere ferske vande og hav, og så kan den forenes med bevarelse af kulstof i vådlagte lavbundsjorde. Skovnatur giver også mere grundvand, end produktionsskov, der typisk er stedsegrøn og derfor giver mindre nedsivning. Skovnatur er med flere træarter også mere tilpasningsdygtig i forhold til klimaændringer. Derudover kan vild skovnatur danne grundlag for mere spændende og varierede naturoplevelser og friluftsliv, samt turisme med tilhørende jobs.

Produktionsskoven kan til gengæld levere træprodukter som energitræ, pap og papir, og i mindre grad møbler og konstruktionstræ med tilhørende jobs i træindustrien.

Oprindelig skov og vild skovnatur findes kun ganske få steder i Danmark som f.eks. den lille Suserup Skov på midtsjælland, hvor der ikke har været træproduktion siden 1920, og den større Draved Skov i Sønderjylland, hvor træhugst blev endeligt indstillet i 2000. Selv i disse to skove har der desværre længe manglet store planteædere og deres positive effekter for biodiversiteten. 

I Jægersborg Dyrehave nær København kan du derimod opleve et stort, kongeligt jagtterræn, der gennem 350 år har udviklet sig fra landbrug til en slags skovnatur med hjorte. Desværre bliver hjortene fodret og er derfor for mange, så de skader blomster og buske, mens store græssere som heste og kvæg, der sammen med færre hjorte gav en mere balanceret græsning til gavn for biodiversiteten, blev fjernet for omkring 100 år siden.

Der er en del andre områder med nyere urørt skov. F.eks. seks skove som Den Danske Naturfond har lagt urørt med støtte fra Verdens Skove. Naturstyrelsen har de største arealer med urørt skov og mere kommer i 2026, men det meste urørte statsskov mangler stadig store planteædere og anden naturgenopretning. Naturnationalparkerne vil en dag byde på urørt skov med store planteædere, men vi må vente lidt endnu på at de første åbner. Både i den urørte skov og naturnationalparkerne vil det tage årtier eller århundreder før skovnaturen har genopnået sine gamle træer, store planteædere, vådområder og sjældne arter af planter, svampe og insekter.

Gamle, døende og døde træer udgør uundværlige levesteder og fødekilder for op imod en tredjedel af skovens arter¹, herunder svampe, insekter og andre hvirvelløse dyr samt krybdyr, fugle og små pattedyr. Når træer bliver gamle får de furet bark, barkskader og huller med og uden vand, der giver levesteder for laver, mosser og dyr i forskellige størrelser. Det åbner også træet for svampe, som bidrager til træets fortsatte forfald, der dermed bliver føde for vedborende insektlarver, der tiltrækker spætter og andre insektædere. Dansk skovnatur har under naturlige forhold 75 til 300 m³ dødt træ per ha¹, men de danske skove havde i 2022 i gennemsnit kun 6 m³ dødt træ per ha.

Store planteædere som hjorte, bisoner, vildsvin, vildheste, bæver mfl spiller afgørende roller ved deres flersidige påvirkninger af skovøkosystemer. Ved at æde spirende træer og buske kan planteæderne holde skovlysninger og vådområder åbne. Deres græsning holder urter og græs lavt og varieret, og nogle planteædere kan dræbe træer ved gnav, skrælning og ligefrem fældning (bæver og uddøde skovelefanter). Planteædernes slid og graven kan eksponere bar jord til glæde for nye spirer, gravende insekter og varmeelskende krybdyr. Planteæderne spreder frø i deres pels og deres tarmsystem, hvorfra ufordøjede frø lander i en klump næring. Deres lort er hjem og mad for både svampe og møgdyr, som igen ædes af dyr højere i fødekæden. Dyrenes lort omfordeler også næringsstoffer, så der bliver både nærings-rige og -fattige områder, og det er vigtigt fordi nogle planter foretrækker det ene, mens andre det andet. Under lorten forbedrer insekternes aktivitet jordens struktur og trækker kulstof med ned til lagring og gør dermed klimaet en lille tjeneste også. Endelig bliver de store planteædere til sidst føde for en stribe af ådselsædere fra flue og billelarver til rovfugle og ulve – hvis ådslet får lov at ligge.

Naturlige vandforhold (hydrologi) uden dræning (når vandet ledes væk af rør eller grøfter, så jorden bliver tør) tilfører skovnaturen en række vigtige levesteder fra mere fugtig skovbund, træbevokset sump, mere lysåben mose, vandhuller og søer, samt vandløb. Hvert levested har sine særlige arter af svampe, planter og dyr. Gamle pilemoser hører til de mest artsrige naturtyper, mens næringsfattige skovmoser har få, men mere sjældne arter. Skovvandløb og søer er ofte mindre påvirket af forurening end dem i det åbne land, og kan rumme sjældne arter, men i produktionsskov kan større fældninger give tilførsel af unaturlige mængder næring. Naturlige vådområder kan virke som en svamp, der holder på vandet fra skybrud og frigiver det langsomt over en længere periode til fordel for både vandløbenes liv og reduceret risiko for oversvømmelse i byer nedstrøms. Desværre er de fleste våde og fugtige områder i skovene drænet, og vandløbene er rettet ud til artsfattige kanaler. Lige vandløb mangler de snoninger som skaber levesteder for både vand- planter og dyr og som holder på sand og jord. Det er årsagen til at åer i dag genslynges som naturgenopretning. Dræning er sket for at øge produktionen af de foretrukne træarter, reducere stormfald og lette adgangen ved fældning. Undersøgelser tyder på, at 25 procent af skovnaturen var vådområder, men det blev reduceret til 3 procent i løbet af de seneste 200 år.

Skovens træer og andre planter optager CO2, og kulstoffet bliver indbygget i planterne, døde stammer og i jordbunden. Skovnatur uden træproduktion (urørt skov) opbygger med tiden et mindst dobbelt så stort lager af kulstof som produktionsskoven, hvor træerne fældes unge, der mangler dødt ved og jordbunden eventuelt bearbejdes. Fra de fældede træer i produktionskoven bliver en mindre del (ca. 15-20 %) til produkter der lagrer kulstof, mens det øvrige bliver til CO2 igen inden for kort tid, dels ved afbrænding af energitræ, kortlivede produkter som papir og træaffald og dels ved nedbrydning af grene og rødder i skoven. Træprodukter kan også erstatte andre mere CO2-udledende produkter, men det er en effekt, der bevæger sig mod nul, efterhånden som samfundet omstilles til CO2-fri produktion omkring 2050. Både produktionsskov og urørt skov bidrager således til et bedre klima på kort sigt ift ingen skov, men skovnatur vil på lang sigt bidrage mere til klima end produktionsskov.

Når du donerer penge til vild skovnatur samarbejder Verdens Skove med Den Danske Naturfond, som udvælger skove, der i forvejen har en del biodiversitet, men som kan blive meget vildere og mere artsrige. Den Danske Naturfond står for selve opkøbene og naturgenopretningsplanerne, mens det fysiske arbejde udføres af hyrede entreprenører. Det kan f.eks. være fjernelse af dræn og grøfter, fjernelse af eksotiske træarter eller opsætning af hegn til genudsætning af store planteædere. Her er seks skove som Den Danske Naturfond har lagt urørt med støtte fra Verdens Skove.

Verdens Skove har en ambitiøs skovplan, der sigter mod at øge skovarealet til 30 % af Danmarks landareal i 2040, hvoraf 50 procent skal være beskyttet skov og 50 procent produktionsskov. Det er fordobling af det nuværende skovareal og Verdens Skove siger altså “Giv halvdelen af skoven til naturen!”

Det lyder måske overoptimistisk, men det er faktisk på linje med de internationale mål om 30 % beskyttet natur fra FN’s Biodiversitetskonvention og EU’s Biodiversitetsstrategi, Biodiversitetsrådets seneste årsrapport og Klimarådet’s anbefalinger for at beskytte biodiversitet, vandmiljø og klima.

Hovedformålet med skovplanen er at sikre skovnaturen og dens biodiversitet. En række sidegevinster ved skovplanen er mere kulstoflagring til fordel for klimaet, renere vand i åer, søer og hav, mere rent drikkevand, færre oversvømmelser fra skybrud, bedre muligheder for friluftsliv og naturturisme, foruden fortsat plads til produktion af træprodukter.

Verdens Skove bifalder regeringens løfte om at etablere 250.000 hektar ny skov som et potentielt skridt i den rigtige retning mod at beskytte biodiversitet og tackle klimaændringer. Det er dog helt afgørende, hvilken type skov, der etableres. Kun vild skovnatur kan give biodiversiteten et substantielt løft og vil også skabe store, permanente lagre af kulstof til eftertiden. Derfor kræver Verdens Skove, at halvdelen af de 250.000 ha ny skov skal etableres som vild skovnatur også kaldet skovrejsning med biodiversitetsformål – med respekt for lokale økosystemer. Et sådant forslag kan føres ud i livet med samme CO2 optag og indenfor den økonomiske ramme, som regeringens ekspertudvalg har foreslået (Svarerudvalget / Grøn Skattereform).