Lyden af en truet skov
Lyden af motorsave bryder stilheden, længe før patruljegruppen (CFM) fra Mparo sogn når skovbrynet. Muhangi-skoven ligger i deres område, og i det tidlige dagslys er de friske tømmerstammer ikke svære at få øje på. De ligger stablet på jorden midt i et område, der officielt er beskyttet.
For CFM-gruppen er synet blevet alt for velkendt. Men hver ny fældning sætter tydelige spor både i skoven og i lokalsamfundets oplevelse af sikkerhed.
Uganda står samtidig blandt de lande i verden, der har mistet den største relative andel af deres trædække siden 2000. Over 23 procent er forsvundet på bare to årtier. Det mærkes i Muhangi, hvor hver ny rydning trækker lokalsamfundene tættere på en usikker fremtid.
Det er ikke enkeltstående hændelser. Det er en lokal manifestation af en national udvikling, der for alvor sætter presset på landets skove.
Skoven er livsvigtig
Muhangi-skoven har altid været et fundament for familierne omkring den. Den regulerer mikroklimaet, sikrer vand i tørkeperioder og gennem formaliserede aftaler mellem lokalsamfund og regeringen giver den adgang til honning, brænde, medicinske planter og materialer til håndværk.
Men når skoven forsvinder, forsvinder også de ressourcer, som hverdagen hviler på.
“Vi voksede op med den kolde brise fra skoven. Det var grønt og smukt, og man kunne regne med regnen. Sådan er det ikke længere.”
~ CFM-formand Tukamushaba Amos.
De globale klimaforandringer forstærker presset. Temperaturerne stiger, regnen bliver uforudsigelig og skovens rolle, som klimastabilisator, bliver vigtigere, netop som den trues.
Skovgrænsen rykker sig
Selvom området omkring Kagoora tidligere bestod af tæt naturskov, har NFA igangsat en større omlægning til plantagedrift, hvor arealer udlejes til kommerciel skovproduktion.
Da omkring en tredjedel af plantagens areal indtil for nylig stadig var dækket af naturskov, er det i dag svært for lokalsamfundene at se, hvor lovlig omlægning slutter og hvor beskyttet skov begynder. Frygten er, at kommercielle hensyn nu vejer tungere end hensyn til biodiversitet, klimastabilitet og lokalsamfundets behov for skoven.
En enkelt betonpæl markerer grænsen mellem Muhangi-skoven og den nærliggende Kagoora Plantage. I praksis er det en grænse, som motorsavene for længst har krydset.
Kagoora Plantagen, som forvaltes af National Forestry Authority (NFA), omlægges i disse år til kommerciel plantagedrift. I områder, hvor der tidligere stod naturskov, er der nu rydninger og nyplantede rækker af træer. Det gør det svært for både beboere og patruljer at se, hvor plantagen egentlig ender, og hvor den beskyttede skov begynder.
Det er netop i denne overgangszone, at ulovlig hugst trives. Når plantagen udvider sig helt op mod skovkanten, følger en tydelig “spillover-effekt”: Rydningen fortsætter ind i Muhangi-skoven, selv om området officielt er beskyttet.
En ny aftale – men usikkerhed om fremtiden
CFM-gruppen i Muhangi fik i marts 2025 en ny aftale med NFA, som giver dem medforvaltningsret til omkring 260 hektar skov. Men netop her i grænseområdet mod plantagen foregår en stor del af den ulovlige fældning.
Arbejdet er krævende, og ofte står gruppen alene med opgaven.
“Vi har tidligere fjernet fem trækulsovne inde i skoven. Ulovlighederne er stigende, og det er svært at stoppe dem,” fortæller generalsekretær Muhera Nelson.
Dette skyldes ifølge Proscovia Kemirembe, som er en del af skovpatruljeren ved Muhangi CFM, mangel på både finansiel støtte samt praktisk og teknisk udstyr: “Vi har ikke nok ressourcer. Vi kan kun nå få steder om ugen, og skoven er stor.”
Selv når de lykkes med at identificere de skyldige, hænger opfølgningen i luften.
”Vi identificerer de skyldige, rapporterer dem og har endda arresteret nogle af dem. Men næste dag går de frit rundt i landsbyen og truer CFM-medlemmerne.”
~ CFM-kasserer Twebaze Enid.
NFA arbejder med begrænsede ressourcer og kan ofte ikke følge op på anmeldelser. Ansvar, der burde deles, ender derfor hos lokalsamfundet uden, at de har de nødvendige redskaber eller sikkerhed til at løfte opgaven.
En sektor i forandring og øget usikkerhed
Skovsektoren står samtidig over for en større omstrukturering. NFA skal integreres i Ministeriet for Vand & Miljø som led i statslige besparelser, og ingen ved endnu, hvad det betyder for fremtidige aftaler eller myndighedernes evne til at følge op.
“Vi ved ikke, hvad der sker med vores aftaler, når NFA bliver omstruktureret,” siger CFM-medlem Ndyabowe Johnson.
For CFM-gruppen skaber det et nyt lag af usikkerhed til en i forvejen vanskelig opgave. De har formelt ansvar for at beskytte skoven, men står ofte uden de ressourcer, klare grænser og den opfølgning, der skal til for at løfte arbejdet. Omstruktureringen gør det uklart, hvordan aftaler og ansvarsfordeling vil se ud fremover.
Skoven er under pres, og de lokale beskyttere gør, hvad de kan, men uden stabile rammer er deres arbejde endnu mere sårbart.
Verdens Skoves indsats
Midt i usikkerheden arbejder Verdens Skove og partnerorganisationen JESE for at styrke CFM-grupperne i Muhangi og andre skovområder i det vestlige Uganda. Indsatsen skal både understøtte det daglige patruljearbejde og skabe mere robuste rammer for samarbejdet mellem lokalsamfund og myndigheder.
Arbejdet spænder fra støtte til systematisk monitorering og dokumentation af ulovlig skovhungst til at bygge bro mellem CFM-grupperne og NFA, når grænser og ansvarsområder er uklare. Samtidig er et voksende regionalt netværk med til at give grupperne et stærkere fælles udgangspunkt, når de deler erfaringer og søger dialog med myndighederne. Netværket er en vigtig brik i udviklingen af en sammenhængende biodiversitetskorridor, hvor skoven beskyttes af dem, der bor tættest på den.
På nationalt niveau arbejder Verdens Skove for mere gennemsigtig og konsekvent skovforvaltning, så medforvaltning ikke kun eksisterer på papiret, men i praksis giver lokalsamfundene både rettigheder og reel opbakning til at beskytte skoven.
”Vi opgiver ikke skoven”
På trods af trusler, begrænsede ressourcer og usikre rammer fortsætter CFM-gruppen sit arbejde i Muhangi. Hver patrulje, hver rapportering og hver dialog er et forsøg på at holde skoven stående, også når omstændighederne gør det svært.
“Vi ved ikke altid, hvad næste skridt er,” siger kasserer Twebaze Enid. “Men vi opgiver ikke skoven.”
I Muhangi handler kampen om mere end træer. Det handler om lokale rettigheder, om et klima i balance og om at sikre, at de regler, der skal beskytte skoven, også gør det i praksis.
Og måske er det netop derfor, kampen fortsætter: Fordi skoven stadig er værd at beskytte og fordi dem, der bor tættest på den, ikke har mistet håbet.
At stå vagt om skoven er ikke let. Men CFM-gruppen i Muhangi holder fast, fordi de kan se, hvad der går tabt, og hvad der stadig kan vindes, hvis skoven får lov at stå.