Skovrydning i Afrika: Et massivt og vedvarende problem
Hvert år forsvinder et skovareal i Afrika svarende til 80% af Danmarks størrelse.
Selvom tempoet er faldet en smule siden 90’erne, er presset på skovene syd for Sahara stadig så massivt, at vi er langt fra at nå de globale mål om at standse skovrydning inden 2030.
Det afrikanske kontinent mistede i perioden 2015-2025 omkring 3,45 millioner hektar skov om året, ifølge Food and Agriculture Organzation’s (FAO) Global Forest Resources Assessment 2025. Det svarer til et skovareal på størrelse med 80% af Danmark – hvert eneste år. Samtidig placerer Forest Declaration Assessment 2025, Afrika syd for Sahara blandt de regioner i verden, hvor presset på skovene er mest kritisk.
Tallene fortæller en alvorlig historie om et massivt tab. Men de peger også på noget andet, nemlig at udviklingen kan vendes, hvis vi tør gøre op med måden vi værdisætter naturen på. Som det konkluderes i rapporten, må “æraen, hvor skove blev behandlet som en gratis ressource, ophøre”.
Rapporten slår fast, at det er nødvendigt med en bredere inddragelse af lokale aktører og et opgør med gamle, hierarkiske strukturer, når der tages beslutninger om skovene.
Hvad driver skovrydning i Afrika?
Men hvad driver egentlig den fortsatte skovrydning? Hvilke kræfter står bag, og hvem bærer ansvaret? Og hvad skal der til for at vende udviklingen?
Verdens Skove kigger her nærmere på årsager til skovrydning i Afrika, med eksempler fra Uganda og Etiopien, og på konkrete løsninger sammen med Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
Stig Jensen
Stig Jensen er lektor og tidligere leder på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Han er cand.scient.pol. og har en PhD i geografi fra RUC. Stig Jensen har arbejdet som forsker på Center for Udviklingsforskning og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har bred erfaring med feltarbejde fra en lang række afrikanske lande. Hans forskning og aktiviteter fokuserer på miljø og bæredygtighed, uddannelse og kapacitetsopbygning, sikkerhed og konflikt samt udviklingsbistand i Afrika. Du kan læse mere om Stig Jensen her.
Landbrug er den største direkte årsag til skovrydning
Udvidelse af landbrug er i dag den største direkte årsag til skovrydning – både globalt og i Afrika. Ifølge FAO’s satellitdata fra 2000-2018 driver landbruget hele 88% af den globale skovrydning.
I Afrika er billedet endnu mere markant: Her står landbrugsekspansion for næsten 93% af skovrydningen. Størstedelen af Afrikas skove ryddes for at give plads til marker (77%) og i mindre grad græsningsarealer (16%).
Skoven som ressource
Selvom landbruget er den dominerende drivkraft, spiller udtag af træ til brænde og industri dog fortsat en væsentlig rolle i Afrika. FAO’s Global Forest Resources Assessment 2025 viser, at den samlede mængde træ, der fjernes fra skovene, er steget markant – fra 506 millioner kubikmeter i 1990 til 820 millioner kubikmeter i 2023. Det svarer til en årlig stigning på omkring 2%, som i høj grad følger befolkningsvæksten.
Som det også fremhæves i Forest Declaration Assessment 2025, hænger udviklingen tæt sammen med den måde, naturen og skove ofte opfattes på. Ifølge Stig Jensen betragtes skovene mange steder som en frit tilgængelig ressource.
En af de store udfordringer i forhold til skove og andre naturlige økosystemer er, at mange mennesker opfatter dem som en gratis ressource. Hvis der opstår et behov – for eksempel for brænde, byggematerialer eller et område til dyrkning – så omsætter man det naturlige økosystem til noget, der er mere menneskeligt manipuleret.
~ Stig Jensen, cand.scient.pol. og PhD i geografi.
Han understreger samtidig, at det er vigtigt at undgå grove generaliseringer, da både befolkninger og naturtyper varierer betydeligt på tværs af kontinentet. Alligevel peger han også på landbruget som overordnet tendens:
“Der, hvor man kan lave en generalisering, er, at der sker en enormt stor omsætning af naturområder til produktionsområder, altså landbrug. Det er en generel tendens i hele Afrika.”
Støt Verdens Skoves arbejde for bæredygtigt landbrug i Afrika>>
Forskellige typer landbrug – forskellige påvirkninger
Selvom landbrug er den dominerende drivkraft, varierer både landbrugsformer og dyrkningspraksisser betydeligt fra land til land – og ofte også internt i de enkelte lande.
I Uganda viser forskning, at både storskala kommercielt landbrug og småskala landbrug til lokalt forbrug bidrager til skovrydningen (Twongyirwe et al., 2018). I Budongo-området har storskala sukkerrørsproduktion ryddet store sammenhængende skovområder, mens ris- og tobaksproduktion samt småbønders landbrug spiller en større rolle i skovrydning i Bugoma.
Andre direkte årsager er produktion af trækul, indsamling af brænde til madlavning, ulovlig hugst af værdifulde træarter som mahogni samt rydning af skov til boliger og infrastruktur.
Stig Jensen understreger kompleksiteten:
Der er en tendens til at spørge, om det er småbønder eller storskala landbrug, der er problemet, men det er sjældent så enkelt. I nogle områder er det store kommercielle investeringer, der rydder enorme arealer, mens det andre steder er småbrugere, der tilsammen lægger et massivt pres på skovene. Storbrugere, som ofte producerer til et marked, går ofte efter de rigtig gode jorder og investerer penge i det. Småbrugere går ofte efter de mere marginale jorder, fordi de er nemmere at få adgang til.
Småbøndernes livsvilkår og rolle
For mange småbønder handler landbrug primært om overlevelse i form af subsistenslandbrug. Skov ryddes for at give plads til marker, hvor der dyrkes afgrøder til eget forbrug. Ofte sker det på en ikke-bæredygtig måde, hvor jorden hurtigt udpines, og landbruget må flytte videre.
“Når småbrugere rydder skov for at dyrke jorden, er jorden ofte ikke særlig frugtbar, fordi muldlaget er tyndt. Det betyder, at jorden hurtigt bliver udpint, og man kun kan dyrke noget i en kort periode, før man må flytte videre. Det er den praksis, man tidligere kaldte svedjebrug eller slash-and-burn farming, og det findes stadig mange steder i Afrika, især blandt småbrugere,” forklarer Stig Jensen.
Ifølge lokal forskning i Etiopien er landbruget også den vigtigste direkte årsag til skovrydning (Zegeye, 2017). Omkring 85% af befolkningen arbejder i landbrugs- og skovbrugssektoren. Men forskningen fremhæver samtidig en række andre direkte drivkræfter bag skovrydningen, herunder overudnyttelse af skovens ressourcer, skovbrande, introduktion af eksotiske arter og øget bosættelse.
Stig Jensen fremhæver et særligt pres på skovene i Etiopien:
“I Etiopien er der få skove tilbage, høj befolkningstæthed og vanskelige betingelser for landbrug, hvilket lægger et stort pres på naturen. Samtidig har landet en lang landbrugstradition, og mange mennesker lever af landbruget. Det gør situationen særlig kritisk for skovene og udnyttelsen af naturressourcerne.”
Underliggende årsager: Fattigdom og befolkningsvækst
Skal man forstå mekanismerne bag skovrydning, er det ikke nok kun at se på menneskets direkte indgreb i skovene. Det kræver også et indblik i de underliggende årsager, som driver og muliggør udvidelsen af landbrug, infrastruktur og tømmerudtag. Ifølge Stig Jensen er fattigdom, afhængighed af skovens ressourcer, befolkningsvækst samt ikke-bæredygtige politikker og svag forvaltning centrale underliggende årsager til, at skovene fortsat ryddes i Afrika i dag. Den forståelse bygger på et solidt forskningsgrundlag (Geist & Lambin, 2002).
Fattigdom er fortsat et udbredt problem i Afrika og lægger et stort pres på skovene. Som Stig Jensen forklarer:
“Om vi kan lide det eller ej, så bliver der flere og flere mennesker og flere og flere fattige. Man kan sige, at der er et udviklingsbehov, som gør, at omdannelse af skov til landbrug giver rigtig god mening for mange mennesker. De gør det ikke for at være onde mod naturen, men for at brødføde sig selv.”
Ifølge Verdensbankens Poverty, Prosperity, and Planet Report 2024 vil hver tredje person i Afrika syd for Sahara stadig leve i ekstrem fattigdom i 2030 – med mindre end 2,15 dollars om dagen. Selvom andelen af mennesker i ekstrem fattigdom i Afrika er faldet over de seneste 30 år, er det sket meget langsommere end i andre regioner. Samtidig er det samlede antal personer i ekstrem fattigdom næsten fordoblet, fra 282 millioner i 1990 til 464 millioner i 2024.
Det hænger sammen med den hurtige befolkningsvækst i Afrika. Stig Jensen understreger:
“En kraftig befolkningstilvækst skaber et enormt stort pres på landbrugsområderne. Flere mennesker betyder større efterspørgsel efter mad og ressourcer, hvilket kan føre til, at man intensiverer brugen af jorden eller udvider produktionen for at skabe et større overskud, der kan understøtte befolkningen. Det er en central udfordring i mange afrikanske lande, herunder Uganda og Etiopien.”
Støt løsninger, der giver småbønderne alternativer til skovrydning>>
Politiske forhold og skovforvaltning
Politiske forhold spiller også en central rolle i skovrydning. Forskning i Uganda viser, at uklarhed om ejendomsrettigheder og jordbesiddelse, især på privat jord, bidrager til problemet (Twongyirwe et al., 2018).
Derudover er håndhævelsen af skovbeskyttelse ofte svag, dårligt finansieret og præget af manglende koordinering mellem skovforvaltningsmyndigheder. Det skaber et rum, som ulovlige skovhuggere kan udnytte.
Stig Jensen understreger, at meget af forvaltningen i praksis foregår uden om staten, og at lokale systemer og institutioner derfor spiller en afgørende rolle:
“Staten ejer formelt det meste jord i mange afrikanske lande, men kontrollerer den sjældent, og ofte har staten heller ikke haft stor interesse i at udøve kontrol over landdistrikterne. Derfor foregår forvaltningen lokalt gennem traditioner og lokale institutioner, som opdeler områder, giver brugsret til familier og regulerer brugen af jord og naturressourcer. Mange af disse systemer fungerer effektivt, fordi lokalsamfundene kender historien og praksis gennem generationer.”
Forskning i Uganda fremhæver også, at regeringens politik – hvor skovland lovligt tildeles udenlandske investorer til plantagedrift med henblik på industrialisering og jobskabelse – er en væsentlig årsag til skovrydning (Weiswa et al. 2015).
Dette bekræftes af Stig Jensen, som peger på dyrkning af såkaldte cash crops som en særlig udfordring for skovene. Afgrøder som kakao, kaffe, te og bomuld dyrkes primært til eksport frem for til lokalbefolkningen og drives af store producenter og internationale virksomheder. Det har historiske rødder tilbage til kolonitiden:
“Mange af de store områder med cash crops, vi ser i dag, stammer fra kolonitiden, nogle er endda blevet udvidet. Det er primært store producenter og jordejere, der ikke bor på jorden, som outsourcer arbejdet til lokale ansatte. Produktionen er koblet til globale markeder, og udviklingen drives også af internationale virksomheder, især asiatiske firmaer, der leaser store områder for eksport. Det gavner ikke nødvendigvis lokalsamfundene.”
Stig Jensen fremhæver desuden, at den historiske prioritering af de mest frugtbare jorder til cash crops har efterladt marginaljord til fødevarer og dermed skabt langvarige konsekvenser. Det gør nemlig smålandbrug særligt sårbare over for klimaforandringer og øger dermed presset på skovene:
“Derfor er det vigtigt at bevæge sig væk fra ensidig cash crop-produktion og satse på fødevarer og multi-cropping for at styrke modstandsdygtigheden – både for landbruget og for skovene.”
Støt arbejdet for bæredygtige landbrugsløsninger i Afrika>>
Ændringer i natursyn og samfund
Menneskers opfattelse af naturen har stor betydning for, hvordan de behandler den. I oprindelige samfund er mennesket ofte opfattet som en del af naturen; som en art blandt mange, der tilhører de naturlige økosystemer og kredsløb. I dag ses naturen dog i stigende grad som en ressource for mennesket – også i flere afrikanske samfund.
Stig Jensen peger på en udvikling, der går i flere retninger på samme tid: Urbanisering og moderne livsstil, særligt blandt en ung befolkning, kan både skabe afstand til naturen og svække traditionel skovforvaltning – mens elitens voksende interesse for naturoplevelser samtidig kan styrke skovbeskyttelsen.
“Traditionelt set har folk i Afrika levet i balance med naturen og undgået at fælde skove. Urbaniseringen har skabt større afstand til skoven, fordi flere ikke længere producerer fødevarer selv, men køber dem i supermarkedet. Mange unge handler også mere individualistisk og fælder træer for at tjene penge eller opnå personlige goder, som for eksempel at flytte til byen.
Men udviklingen har også en anden side:
“Samtidig søger middelklassen og den økonomiske elite i stigende grad naturoplevelser, som at besøge landskaber, observere dyreliv og tage billeder, hvilket kan styrke interessen for skovbeskyttelse.”
Sociale og økonomiske forandringer kan altså både svække og understøtte naturbeskyttelsen, afhængigt af hvordan de udfolder sig i praksis.
Ingen enkel løsning – men lokalt forankrede svar
Spørgsmålet om løsninger rejser sig naturligt: Hvad skal der til for at stoppe skovrydning i Afrika? Spørger man Stig Jensen, står det hurtigt klart, at der ikke findes nogen enkel løsning. Problemet er komplekst og løsninger kræver en kombination af viden, praktiske tiltag og samarbejde på tværs af sektorer og niveauer. Stig Jensen understreger at det er nødvendigt at kombinere satellitdata og globale analyser med lokal viden og erfaringer on-the-ground.
Men frem for alt kræver holdbare løsninger, at indsatsen er forankret lokalt og tager udgangspunkt i de mennesker, som bor i og omkring skovområderne:
“Lokalt forankrede løsninger har langt større chance for at fungere på sigt. Når de lokale selv driver idéen og inddrager samfundet i forhold til deres behov og prioriteringer, øges sandsynligheden for, at indsatsen fortsætter, også efter den formelle støtteperiode er slut.”
Flere studier understøtter vigtigheden af at inddrage forskellige grupper i beslutningsprocesser. Forskning fra blandt andet Uganda, Kenya, Bolivia og Mexico viser fx fordelene ved at involvere både mænd og kvinder i skovforvaltning (Mwangi et al., 2011) . Her blev det konkluderet, at mænd ofte bidrager med teknologisk indsigt og fysisk kapacitet, mens kvinder i de udvalgte forvaltningsindsatser ofte styrker konflikthåndtering samt monitorering gennem deres daglige kontakt med skoven. Stig Jensen understreger vigtigheden af bred inddragelse:
“Det er vigtigt at få alle relevante grupper med – unge, kvinder, mænd, stærke aktører, men også marginaliserede grupper. Uden en bred inddragelse kan mange ressourcer gå tabt, fordi ikke alle perspektiver og behov bliver taget i betragtning.”
NGO’ers rolle i skovbeskyttelse
Udover den lokale forankring, sætter Stig Jensen også spot på den vigtige rolle, af ikke-statslige organisationer (NGO’er) – som fx Verdens Skove – i arbejdet med skovbeskyttelse. Potentialet findes særligt i det lokale samarbejde: :
“NGO’ers styrke ligger i det lokale arbejde – folk-til-folk samarbejdet. De kan samarbejde med lokale institutioner, opbygge tillid og sikre, at ressourcer forvaltes ordentligt, uden at det kun er eksterne aktører, der kontrollerer alt.”
Stig Jensen uddyber ved at pege på at NGO’ers indsats ofte bliver endnu bedre af at tænke langsigtet og have en klar exit-strategi. Det betyder, at organisationer allerede fra starten planlægger, hvordan projekter på sigt kan overdrages til lokale aktører og fungere selvstændigt uden fortsat ekstern støtte.
“Når man støtter et projekt, er det vigtigt fra starten at have en klar exit-strategi, så støtteindsatsen kun varer en kort periode, for eksempel nogle sæsoner, og når man så trækker sig tilbage, skal lokalsamfundet kunne fortsætte på egen hånd. Succesen viser sig først, når projektet står på egne ben.”
Verdens Skoves arbejde i Afrika
Verdens Skove arbejder for at bevare skovene i Uganda og Etiopien ved at styrke lokalsamfund gennem bæredygtige leveveje, baseret på gensidig tillid. Lokalt forankrede løsninger er derfor en kerneværdi i arbejdet.
Et centralt initiativ er skovlandbrug med oprindelige træarter, som forbedrer jordkvaliteten, øger biodiversiteten og skaber flere indtægtskilder for befolkningen. På den måde øges velstanden, og småbønder kan opretholde produktiviteten uden at rydde nye skovområder, fordi den eksisterende jord holdes frugtbar og afgrøderne giver værdifulde afkast.
Stig Jensen påpeger, at skovlandbrug ikke løser alle udfordringer, men fremhæver initiativets vigtighed og de mange værdifulde økosystemtjenester, det giver lokalbefolkningen:
Skovlandbrug afløser ikke de oprindelige skove, men giver mange værdifulde økosystemtjenester som skygge, frugter, bark, bier og materialer til brænde eller byggeri, som bidrager til at fjerne presset på de oprindelige skove.
Kilder
FAO (2025): Global Forest Resources Assessment 2025
Forest Declaration Assessment (2025)
Verdensbanken (2024): Poverty, Prosperity, and Planet Report
Twongyirwe et al. (2018), Skovrydning i Uganda
Weiswa et al. (2015), Skovpolitik i Uganda
Zegeye (2017), Skovrydning i Etiopien
Mwangi et al. (2011), Køn og skovforvaltning
Geist & Lambin, Drivkræfter bag skovrydning
Uganda
Indsatser i Uganda
I Uganda støtter Verdens Skove lokalt ledet skovbeskyttelse og overvågning gennem samarbejdet med Joint Effort to Save the Environment (JESE) og Solidarity Uganda. Her støttes lokale fællesskaber i Muhangi og andre skovområder i det vestlige Uganda til dagligt patruljearbejde og dokumentation af ulovlig hugst. Genskovning er et andet vigtigt initiativ i Uganda, der skal forbinde fragmenterede skovområder mellem Itwara og Matiri Central Forest Reserves samt Kibale Nationalpark. Småbønder modtager træning og støtte til at udvikle bæredygtige forretninger, og i samarbejde med JESE er der udarbejdet et pensum i bæredygtige praksisser i og omkring skovene.
Ethiopien
Indsatser i Etiopien
I Etiopien arbejder Verdens Skove bl.a. sammen med NABU Ethiopia og Farm Africa om praktisk oplæring i skovlandbrugsmetoder, udvikling af småbøndernes kooperativer, forbedring af kaffebønnernes kvalitet og udbytte samt støtte til kvinders opsparings- og lånefællesskaber. Gennem Verdens Skoves støtte til kvindegrupper sikres kvindernes aktive deltagelse i forvaltningen af skovene omkring Bale Mountains.
Derudover har Verdens Skove igangsat et innovativt skovmonitoreringsprojekt i det sydlige Etiopien, der kombinerer lokal viden med digitale værktøjer for at beskytte områdets skove. Her oplæres lokale forvaltningsgrupper, særligt den yngre generation, i digitale værktøjer, der gør det muligt at overvåge skovene effektivt. Verdens Skove har dertil bidraget til at indføre FSC-certificering i Etiopien, hvilket bidrager til, at skovene kan drives på en mere bæredygtig og ansvarlig måde.
Seneste artikler
I Brasiliens Cerrado bygger familier en fremtid på vilde baru-nødder
Stærkere organisering skal beskytte territoriet i La Moskitia
Bag om Naturens Dirigenter
Stem for biodiversitetslov i Danmark
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Du får fortællinger, events, kampagneoplysning og skovnyheder fra hele verden.